Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KANTS JUBILÆUM.
En masse skrifter behandler naturligvis mere specielt enkelte punk
ter, som f. eks. Kants forhold til Leibnitz, Locke, Hume o. s. v. For
at vise, hvor indgående behandlingen er, vil vi omtale den strid, der
er opstået om »Prolegomena». Med hensyn til dette skrift har nemlig
Erdmann villet bevise, at det består af to forskjellige bestanddele, der
er skrevne til forskjellige tider. Kant skal först have skrevet bogen
som et kort uddrag af og forklaring til sin »Kritik», men bevæget ved
en recension over dette sidste verk, skal han så på forskjellige steder
have gjort tilsætninger til sit oprindelige uddrag. Denne adskillelse
har Erdmann endog gjennemfört typografisk i sin udgave af »Prole
gomena». Dog vi må tilstå, at vi tror, at det udbytte, man gjeunem
denne strid vinder for en dybere forståelse af Kant, vil blive meget
ringe.
Om end disse stridigheder kan synes os undertiden at gå vel meget
i det enkelte, må vi dog übetinget slutte os til den methode, man her
har slået ind på også ved fremstillingen af de nyere filosofers systemer.
Thi der er ingen grund til, at denne exacte methode alene skulde for
beholdes de græske og romerske klassikere. Altfor ofte hænger der
for meget igjen af den aprioriske construction ved fremstillingen af
filosofiens historie. Man reconstruerer et system a priori ud fra det,
man anser for systemets grundtanke, og om så denne reconstruction i
alle dele ikke passer så nöie til systemet, sådan som dette foreligger
fra dets forfatters hånd, gjör det ikke så meget, mener man, da for
fatteren i alle fald burde have tænkt således, hvis han havde været
konsekvent. Et ganske andet indblik i forfatterens udvikling får man
naturligvis ved den rent objektive fremstilling. Man får da se, at der
er mange motiver, der har virket hos tankens heroer, og at de ofte
gjör sine modstandere indrømmelser, der står i dårlig samklang med
deres övrige system.
Med en mærkelig enstemmighed har man således gået tilbage til
studiet af Kant. Mænd, der har tilhort de forskjelligste retninger, har heri
været enige. Zeller, der tidligere var en tilhænger af Hegel, og Dro
bisch som Herbartianer har begge udtalt sig for en nærmere tilslut
ning til Kant. Selv mænd, der tilhorer den positivistiske retning, til
trækkes af Kant. Retter man nemlig blikket hen på den verden, der
ifölge Kant ligger åben for vor theoretiske viden, så er det netop den
verden, positivisterne også anerkjender for videnskabens eneste objekt.
Fr. Paulsen kan derfor, »Yierteljahrsschrift fur wissenschaftlichc Philo-
629
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
