- Project Runeberg -  Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri / 1883 /
130

Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

L. DIETRICHSON.
skjönt han også her har gjort sig skyldig i en tydelig fejltagelse. Om
denne gruppe siger han:
»Hvad i den er fremstillet er Lapithernes kamp mod Kentaurerne i
Peirithoos’ bryllup. I gavlens midte er Peirithoos (fremstillet) ved
siden af ham på den ene side Eurytion, som har rovet Peirithoos’ brud
(Deidamia) og bistående Peirithoos’ Kaineus, på den anden side Theseus,
som med en öxe tugter Kentaurerne. Af disse har den ene rovet en
jomfru, den anden en ung dreng.»
Det er os tydeligt, når vi betragte tegningen, at denne beskrivelse
kun gjælder midtgrupperne fra H til Q, og selv i denne beskrivelse er
Pausanias neppe at stole på.
Det er fremfor alt klart, at midtfiguren L i störrelse overtræffer sine om
givelser lige så betydeligt, som Zeus i östgruppen overgår sine nærmeste,
og allerede af denne grund ikke tör benævnes Peirithoos, hvis forhold i
denne kamp ikke stiller ham over og foran de övrige kjæmpere, men i
linie med dem og ialfald efter Theseus. Men heller ikke Theseus var
der grund til at fremstille således. Thi man vil lægge mærke til, at
denne midtfigur står midt i de bevægede kampgrupper aldeles überört af
kampen, kun bydende med sin udstrakte hånd »som en gud» vilde vi
sige og kun for en gud sommer sig denne störrelse, denne midtplads,
denne ro og denne holdning. Og hvilken denne gud er, kan ikke være
tvivlsomt. Det viser os 1: hovedet, der har en påfaldende lighed med
enkelte archaiske Apollohoveder specielt et marmorhoved i Brit. Museum,
og 2: den omstændighed at i Phigaliafrisen Apollon uomtvisteligt
optræder som den striden afgjörende i Lapithernes kamp mod Kentaurerne.
Når i den allersidste tid den mening atter har ladet sig höre, at Pau
sanias dog har ret i sin påstand, så tro vi, at denne mening endnu
savner gyldigt bevis. Indtil dette er leveret, må vi vedblive at benævne
denne pragtkarl Apollon såmeget mere, som vi derved også få en for
klaring over, hvorfor netop fremstillingen af Peirithoos’ bryllup er valgt.
Derved fik man nemlig anledning til både at symbolisere Pisas over
vindelse og til at ære den förste, guddommelige sejerherre i de olympiska
lege: her står deres guddommelige stifter Zeus i ostgavlen, og den förste,
guddommelige Olympionike, Apollon, i vestgavlen aldeles correkt. Skulde
vel en kunstner, der således har bevægelsen i sin magt som skaberen af
S
denne vestgavl, have henstillet Peirithoos i denne ophöjede guddommelige
ro i selve det öjeblik, hvor Kentauren slæber afsted med hans brud?
Det er så utænkeligt som muligt. På manglende evne hos kunstneren
114

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:20:23 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nordtidskr/1883/0140.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free