Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLYMIUAS UDGRAVNING 1875 —1 88 1.
6. Hertil kommer endelig, at det tör anses som bevist, att Praxiteles
var en sön og discipel af billedhuggeren Kephisodot den ældre. Men
var han hans sön, så er dette motiv, Hermes med Dionysosbarnet et
motiv, hvis behandling var en arv i familien; thi den ældste i literaturen
omtalte statuariske fremstilling deraf var netop en gruppe af denne Kephiso
dot, der også har udfort det beslægtede motiv, der er os bevareti en dejlig antik
copie i Munchens Glyptothek, Eirene med Plutosbarnet på armen, lige
som det synes som om Praxiteles selv videre har udfort et tilsvarende
motiv hvis vi tör tillægge ham oprindelsen til hin herlige Silen med
Bakchosbarnet, der findes i Louvre og Vatikanet. Også i denne række af
gruppefigurer fbjer vor Hermes sig naturligt ind.
7. Når alle disse grunde må bringe os til at erkjende Praxiteles
som compositionens übetingede ophavsmand, så må et blik på verket selv
for dem —jeg tör lykkeligvis sige for os der have havt det heldat se
originalen, tilföje det endnu manglende led i kjeden: arbejdets over
ordentlige dejlighed, marmorets vidunderlige behandling taler her übe
tinget om en original: så har aldrig nogen copist ikke engang
»Alexandros Menides sön fra Antiochia» behandlet det menneskelige
legeme: her findes denne blödhed, der forvandler marmoret til kjöd og
blod og som ikkun tåler at sammenlignes med de to mandlige figurer
fra Parthenongavlene, hvad arbejdets herlighed angår, om hvilken ingen
afstøbning er istand til at give nogen forestilling. Man föler lyst til
at lægge sin finger på det blöde marmor, for at erfare, om det ikke gi
ver efter for det letteste tryk.
Og må dette verk altså erkjendes som et verk af Praxiteles, så er
det klart, hvo der er skaber af det yngre Hermesideal hverken som
man har ment Polyklet eller Lysippos, men Praxiteles. Man betragte
kun Hermes Belvedere, den længe under Antinoos’ navn bekjendte statue
og den endnu smukkere Hermes Andros i Athen, og man vil opdage,
at skjöndt hvilen på en ved siden stående stamme er opgiven, er dog
den hermed i forbindelse stående ovenfor beskrevne silhouette her alligevel
tilstede i samme grad, som om figuren hvilede mod en stamme hvad
der vistnok må siges at hentyde på, at den har hentet sit forbillede fra
Praxiteles.
Imidlertid er det såre betydningsfuldt, at Kekulé med fuld ret
som mig synes har påvist, at hovedet stötter sig til ældre fremstillinger,
idet mesteren har ommodelleret en ældre hovedtypus i noget blödere
former. Denne type viser nemlig tilbage på Myron og findes i hans
133
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
