Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. ROSENBERG.
b b erc slette femfods-vers, idet »som» og »i» næsten blive toncløsc ved
rigtig fremsigelse; c c erc dipodiske trimetre, lier få »som» og »i» atter
tonevægt, og en ny tveleds-dannelse har udviklet sig. Endelig betin
ger tveleddet koriambisk accentomjiytning, thi »koriamben» er som
Recke har vist (se især 11, s. 1—8) ikke en omdannelse af den enkelte
iambe, men af dipodien og hjælper derved på to måder til at göre
toncløsc småord brugelige. Dels kan næmlig derved mangen toncløs
stavelse slippe for det taktslag, som den ikke har styrke til at bære,
ft • f • r • rr •
t. ex. »Kyss mig, min sköna! || Låt min låga», hvor »mig» er absolut
toneløst, da slet ingen tankevægt hviler derpå; ligeledes »att» i verset;
• n i • # ’ ff • f •
»Jag sjelf o att jag || strida finge». Dels kan et ellers altfor tanke
let ord blive naturlig tonevægtigt ved at fjærnes et skridt længer fra
1 * * ft * t * ff #
sin ledherre, t. ex. wrn det behöfdes, || mot en vcrld»: »om» er i sig
selv toncløst, men vinder styrke til at bære taktslaget, da dette fjær
nes såmeget længer fra det stærke taktslag på »-höf-».
Recke er, så vidt vides, den første, der har påpeget tveleddets
gennemgribende betydning i vore vers, særlig de mange smukke figu
rer, som skyldes dets affedning koriamben. Hans mangfoldige og fine
iagttagelser i denne retning anfægtes ikke af hans kvantitets-teori eller
af hans antike versdeling; thi hvad han i virkeligheden har hørt og
grunder alle sine slutninger på, er lutter tonevægtsforhold. Han taler
knu om danske vers. At fænomenet også tilhører den svenske digt
ning, og det ej alene folkeviser, men også konstdigtninger, have vi
set. Visselig have konstdigterne ikke tænkt derpå’, men netop deri lig
ger det stærkeste vidnesbyrd om, hvor naturlig tveleddet danner sig i
acccntvers. Den, som ønsker yderligere at iagttage det, kunne vi hen
vise til Sveriges ypperste verskonstnere, såsom Tegner, Runeberg,
290
r
a) »så friska, som || på Ingborgs kind» —, men:
i) »de knoppas, friska, som på Ingborgs kind» —;
c) »si, österns rosor, || friska, som || på Ingborgs kind», men :
cl) »de knoppas, så friska, || som på Ingborgs kind».
f
a) »Løvsal i || det blanke hav!» men:
i) »Grönne lövsal i det blanke hav!» —;
f
c) »Fagergrönne |j løvsal i || det blanke hav!» men:
d) »Kølige lövsal || i det blånende hav».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
