Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO NORDISKE VERSARTER.
strofe, hvori ikke et vers hist, et andet her begynder med målfylling
eller har et mellemrum fyldt med mere end én stavelse; end ikke konst
metrct drotkvædt er uden nu og da indlobende »daktyler», også pavser.
Men sandt er det, at vore forfædre have yndet at hore det overvejende
tal vers i en række begynde med en kraftig, tungt faldende klang, og
denne trang kan spores i vore ældste folkeviseformer, samtidigt med nor
mal 1-stavelses-udfyldning. Sprogudviklingen ledede imidlertid til stedse
hyppigere tonelös indgang, samtidigt med 2-stavelses-udfyldning, så at
alle hjemlige vers bleve mere og mere »blandede». Först fra det 17de år
hundrede komme rent trokaiske, så vel som rent iambiske former, frem
i konstdigtningen, dels under påvirkning af koralstilen i salmesangen (lige
taktarter, idel halve noder), dels ved misforstået eftergörelse af italienske
og franske vers 1 . Nutidens trokaiske vers ere altså ikke frugter af vor
egen gamle kultur, men af den sydfra komne »evropæiske», og de svare
kun ufuldkomment till det versindtryk, som var vore forfædre kærest.
Alligevel, blandt de regelrette versarter ville de trokaiske, forudsat at
versene ere godt byggede, endnu nærmest kunne udtrykke den grund
stemning, som lyder til os i ytringerne af vore forfædres åndsliv; så man
vel tör sige, at forkærlighed for trokaiske former hos en nordisk folke
gren, en nordisk digter i visse måder vil være et tegn på et åndeligt
nervesystem, der ligner fædrenes.
I stedet for folkegren kunde jeg sige sprogart ; sprogenes lydsystem
betinger jo versdannelsen. Derfor må i den her omhandlede henseende
vi andre Nordboer böje os for vore islandske brödre, som jo have fast
holdt oldsproget væsentlig uforandret. Vel er der en ikke übetydelig
forskel mellem oldtidens og al nyere islandsk versbygning: i oldtidens
vers kommer treleddet kun småt frem, hvorimod det, siden de fra Dan
mark indvandrede folkeviser havde bragt det ind i Islændingernes ören,
har udgjort et hovedtræk i alle islandske vers, som overhoved tillade
tveleds-deling. Men fra oldtiden have Islændingerne fastholdt lysten til
at höre en dalende bevægelse i alle vers och ulysten til at böje sig for
kravet på regelrethed. Den langt overvejende del nyere islandske digte
ere derfor blandede med fremherskende, men ikke udelukkende tone
vægtig begyndelse, de tveled-delte med afgjort dalende rytme (det stærke
taktslag forrest) og gennemgående normal 1-stavelses-udfyldning altså
1 Man overså, först i Tyskland, og fölgelig også bagefter i Norden, at i disse
stavelsetællings-vers, er accenten omflyttelig. Se Ad. Lindgren i »Ny sv. tidsbr.»
1880, s. 225—26.
505
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
