Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
YNGVAR NIELSEN.
Yl og hans æt det samme rige, som Kristian Frederik skulde forsvare
imod ham. For begge fyrster stod meget på spil, men dog mest for
Karl Johan, hvis hele fremtidige tilværelse var afhængig af det udfald,
som kampen vilde få. Ingen af dem kunde skjule for sig selv alle de
farer, som de kommende begivenheder kunde bringe, og derfor vare
også begge fyldte af tanken på, hvad der vilde komme, og på alle de
muligheder, som fremtiden bar i sit skjöd.
De forudsætninger, under hvilke Frederik VI havde bestemt sig
for at afsende Kristian Frederik til Norge, vare hurtig forandrede.
Men ligesom de nye politiske forhold, der nu vare indtrådte, fremdeles
gjorde det nödvendigt at få prins Frederik af Hessen nedkaldt til de
tyske provinser, således var det måske efter at udsigterne til en
overenskomst med England vare svigtede endnu mere påtrængende
end tidligere at have rigernes fælles thronfölger i Norge, hvis bevarelse
nu stod på spil. Man havde, da han udnævntes til Norges statholder,
fattet den tanke at indkalde stænderne i Norge som i Danmark og
gjöre rigernes forening til en folkesag. Men denne blev atter fore
löbigr skudt tilside, ou: det blev nu for det förste kun Kristian Frederiks
O 7 O
opgave at vinde inflydelse i Norge og at modarbeide de forsög, som
fra svensk side gjordes på at undergrave det norske folks troskab mod
kongehuset. 1
Kristian Frederik var i flere henseende en personlighed, der havde
gode betingelser for at fylde den stilling, til hvilken han nu kaldtes.
Han nærede en levende interesse for Norge og havde allerede i 1811
ytret önske om at blive sendt til dette land for at knytte dets befolk
ning nærmere til kongehuset. To gange i löbet af foråret 1811 frem
satte han for kongen sit önske om at måtte komme til Norge, men
uden at få det opfyldt. 2 Nu blev han i 1813 sendt afsted. Han be
tragtede sit kald med et vist sværmeri og hengav sig til håbet om at
kunne forkynde fred for det norske folk og bidrage til dets lykke. 3
Kristian Frederiks interesse for Norge har måske oprindelig været
vakt gjennem hans omgang med videnskabsmænd, fremfor alt med
naturforskere, der kjendte Norge. Allerede som barn og yngling havde
han begyndt at studere mineralogi og var derved naturlig bleven hen
dragen til den del af det dansk-norske monarki, som i denne henseende
1 Sörensen, Kamyen om Norge, I, s. 135.
2 Wegener, Bidrag til Danmarks historie i det 19de århundrede, I, s. 406—410,
3 Sörensen, anf. st.
522
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
