Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HELENB NYBLOM.
I efteråret 1877 spilledes Dora på Teatro della Valle i Rom, hvor
en hel række af fortræffelige skuespillere hævede dette temmelig middel
mådige stykke til en höjst fængslende repræsentation. Der havde man
særlig lejlighed til at beundre, med hvilken afvejelse, smag og natur
lig deklamation et par af de unge skuespillere anvendte deres gestus, ikke
at tale om Signora Tesséro, der spillede titelrollen. Særlig mærkvær
dig var den scene, hvor den nygifte ægtemand får at höre en foragtelig
udtalelse om sin unge hustru Dora. Den ulykkelige, der, selv fört bag
lyset, har ladet sig det krænkende ord undfalde, er en ung Polak, som
mistænker Dora og hendes moder for at have været politiske spioner.
Först da ordet er sagt, og Dora uventet går over scenen, forstår han, at
han i Dora har såret sin vens hustru. Nu begynder en dispyt mellem
disse to mænd. Ægtemanden er rasende, han skælver af indignation
over den falske og letsindige ytring, han har hört. Den unge Polak på sin
side er inderlig bedrovet over imod sin vilje at have såret sin ven, han
vil undskylde sig, forklare sig, han er så elskværdig, så god, han vil
göre alle mulige indrömmelser for at göre sin fejl god igen (han spilledes
aldeles mesterlig af den nu afdöde unge florentinske skuespiller Mariotti).
AJen manden er ikke så let beroliget, og striden imellem dem truer med
at blive alvorlig. En tredje, en advokat, der er begges ven, kommer
som mellemmand for at skille dem ad, og disse tre mænd spille nu en
scene, hvori heftige bebrejdelser, venlige undskyldninger, hårde ord og
forsonende råd uophörlig fölge hverandre.
De to modstandere stode lige overfor hinanden, så oprörte, så blege,
så fulde af en virkelig, glödende vrede, at man kunde vente, at de hvert
öjeblik skulde gribe hinanden i struben, medens kun en ström af ord
med rivende fart gik over deres læber man plejer jo ikke at deklamere,
når man er rasende snart hviskende, så opbrusende, så dæmpet, og
igjen tilbageholdt for atter at bryde ud i flammer.
Og under alt dette overskrede de ikke et öjeblik skönhedens grænd
ser. Hver gestus var, ial sin talende natursandhed, så smidig, så kraftig
og smuk. Man kom til at tænke på to antike gladiatorer, der stode be
redte til en tvekamp.
Da de endelig bleve forligte, så det ud som om de stöttede sig
for ikke at segne, udtömte af bevægelsens, heftighed ; og selv havde man
været så ’ helt med i striden, at man også ganske afmattet sank tilbage
på sin tilskuerplads.
336
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
