Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANDREAS AUBERT.
i alt foler man, at man har som vert ingen mindre end den franske
stat.
Strömmer der ikke så store skarer til på dens indbydelse, som
man skulde vente, må vi dog ved siden af alt andet, tillige tage med
i betragtningen, at den smukkeste årstid overlod den til kunstnernes
salon.
Synes endnu trods alt, statens lyst til at lede kunsten at have
rödder, selv hos en Ferry, hvis ytringer derfor er uklare, hvis op
træden lidet konsekvent, er der dog altså handlet i fuld loyalitet.
To principer står i kamp. Den årlige salon kan muligens have
godt af denue spore.1
En kunstkritik af en nutidssalon ser man ikke sjelden begynde
med klager over den mangel på system, på klart afstukne grænser,
som nu til alle sider gjör sig gjældende.
Forskjellen mellem stort og småt respekteresikke. Mens legrand
art sygner, breder de dagligdagse motiver sig og dækker flader, som
för kun var verdenshistorien forbeholdt.
Grænseskjellet mellem genrene skydes tilside. Den kunst, som
for tiden forer det frodigste og rigeste liv, den er ligemeget landskab
som figurbillede og stiller således mangen systematisk sjæl foran det
vanskeligste dilemma.
De faste kunstnergrupper löser sig. Man er ikke længer histo
riemaler, genremaler, landskabs-, marine-, dyre-5 stillebensmaler! Man
er maler. Og maleren blir billedhugger, og billedhuggeren maler.
Ikke alt i dette er sundt: de store udstillinger frister til overdri
velse; tiden mangler ofte mål og holdning.
Men der er liv. Det er ved livet, systemet er brudt.
Skal man altså söge en rettesnor for sin dom og en plan for sin
fremstilling, blir det derfor i kunstnernes forhold til livet, til naturen,
at denne må söges: Hvorvidt de stiller sig direkte. Hvorvidt de idea
liserer. Hvorvidt deres idealiseren magter at fylde sig af livet.
Thi enhver idealkunst, ligefra Phidias og Praxiteles til Rafael og
Michel Angelo, har kun været stor i samme grad, som den har været
fyldt med liv.
1 Et dekret har senere bestemt, at en ny Exposition nationale skal af
holdes 1 mai 1886 i industripaladset ved Champs-Elisées.
370
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
