Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FRA URT FRANSKE KUTIDSMALERI.
Slåttekaren har lagt sig tilbage på ryggen. Med stråhatten for
öinene og med armene på brystet er han faldt i dyb sövn.
Konen nyder hvilen i en drömmende dös. Hun sidder med ben
og armer ret fremfor sig, hodet böiet tilbage med åben mund —-
öinene i det vide som hun ånded og drak af höduften.
Hun er ikke styg. Et trofast, ærligt fjæs med stærke-kindben
men med prægtige brune öine. Et sundt arbeidsmenneske, som
både kan hugge ved og bære vand.
Dette billede var hovedverket ved 1878 års salon. Det næste år
bragte fra den unge kunstner et nyt verk, der fuldkommen bestyrked
det ry, han havde vundet. Han har neppe siden overtruffet sig selv.
Det har det samme format som »höånnen». Han kalder det
»oktober»; det er en poteteshöst.
Her er det gråveir. En hel del grönt ukrud henover det klum
pede jordsmon. Synskredsen lukket ved nære skrånende agre.
En jente fylder fra en fladkurv poteter over i en sæk; med
knærne fremböiet. halsen opmerksomt strakt. Lidt bag hende sanker
en anden. Fjernere skimtes andre i arbeide.
Hvad kan man her mere beskrive? Livet selv er poesien. Det
taler sit stumme sprog til enhver, som har öre.
Foran et sådant billede, hvor friluften er grebet med en sådan
klarhed, hvor hver tone er truffet så sikkert, her er det, der gi’s en
foleise af harmoni som en stilhed, et fysisk-sjeleligt behag.
Disse billeder har han malet i sit hjem. De er begge signeret
fra hans födested Damvillers, i det östlige Frankrige; som også hans
lille fine »modne marker» fra senere år.
Der lever han altså dette fortrolige samliv med naturen. Der
henter hans kunst, af hjemmets jordbund, den sundhed, den naturlig
hed, den renhed, der virker som et friskt pust af landliv ind i en
kultur, på så mange måder merket af livstræthed, nervös sanselighed,
selv såmegen blödsöden sentimentalitet.
Dog er han ingen fremmed i Parisverdenen. Men det er kun som
portrætist, han vier den sin kunst. I disse små portræter, der hyppig
tillige er interiörer, ser man allerstærkest hans kjærlighed til en
Clouet’s, en Holbeins kunst med dens fine karakteristik og dens sikre,
præcise form. De tre, han ved denne leilighcd udstiller, foicr imidler-
Man siger, hun er styg.
383
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
