Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANDREAS AUBERT.
Vil fremtiden kunne godkjende denne samtidens dom? Vil disse
værdier kunne opretholdes? Eller vil den ikke gjöre sit betydelige fra
drag i værdien som i æren?
I de billeder, som han nu, i en alder af 72 år, har udfort, merker
vi vistnok allerede et og andet spor til, at öiet ikke længer er så skarpt,
hånden ikke så sikker, som da han stod i sin bedste kraft. Men netop,
at man merker det forholdsvis så lidet, det er det beundringsværdige.
Det er bevis for, hvor evnen har været intens.
Aret 1883 har imidlertid givet rigere anledning til at se arbeider
også fra hans bedste tid.
Heller ikke disse har kunnet tilfredsstille den forventning, som
uvilkårlig må vækkes hos os gjennem et så glimrende navn.
Man forbauses over et så eiendommelig konstrueret öie, over en så
gjennemtrængende sans, der borer sig ind i de mindste detaljer og griber
de fineste træk. Vi beundrer den sikre tegning, der forholdsvis bevarer
frihed og bredde, selv hvor den blir en miniaturkunst, den klare kolorit,
der söger enhver lokalfarve uden harmonisering, den enkle overskuelige
komposition, den træffende karakteristik, det fortrolige kjendskab til
svundne tiders stil og type.
Men hans kunst er anstrengende for synsnerven ; det er, som man
så med for skarpe briller, som om vi nærsynt må bore vort ene öie ind
i detaljernes uudtömmelige rigdom; medens på den anden side helheden
ofte virker hårdt og glat. uden luftens formildende blödhed, uden far
vens friere liv. Og det er ikke alene i hans malerier, at detaljen får en
så uforholdsmessig betoning; selv i hans tegninger vil man kunne se,
hvorledes f. ex. et öie, en mundvig, en rynke gjör sig så selvstændig
gjældende, at de enkelte træk har vanskeligt for at löbe sammen til et
og danne et hele. I denne forstand er hans tegning ikke altid fri, fordi
den ikke er samlet.
Malerisk tåler han ikke sammenligningen med de gamle nederlandske
kunstnere. Vil man f. ex. stille en af Meissoniers interiörer ved siden
af Johannes Vermeer’s eller Pieter de Hoogh’s, i hvis kunst han oftere,
som det synes, har sögt sine forbilleder, da foler man, hvor afstanden
dog er overordentlig.
Disse skildrede sin egen samtid; derfor lever deres tid for os den
dag idag. Hvor meget havde vi ikke tabt, hvis allerede de havde villet
söge tilbage til en forudgangen tid, ligegyldige for sin egen. Her foler
man et så stærkt savn hos Meissonier. For ham har samtiden så liden
454
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
