Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHANNES STEENSTRUP.
Chesterfield. På denne tid har Montesquieu nedskrevet en hel række
notes sur VAngleterre, der udgjöre som et slags modstykke til hans
senere udtalelser om England i Esprit des lois; i stedet for en lovtale
finder mfn en skarpt kritiserende satire. Det hedder således: »Englæn
derne ere ikke længer værdige til deres frihed. De sælge den til
kongen, og om kongen gav dem friheden tilbage, vilde de sælge ham
den endnu engang». »En minister har kun den ene tanke at sejre over sin
modstander i xmderhuset, og for at det kan lykkes, vilde han sælge
England og al verdens riger». »Der er skotske medlemmer, som kun
få 200 pund sterling for deres stemme, og for den betaling sælge de
den». »I England sker der mange storartede handlinger; de gå alle ud
på at tjene penge». »For penge har man her en umådelig agtelse, for
ære og dyd ikke synderlig». »Der er ingen religion i England. Når
nogen taler om religion, giver alle sig til at le». Först da Montesquieu
er kommet i den tilbörlige afstand fra landet i rum og tid, först 17 år
efter får England den overordentlig varme omtale, som udmærker skriftet
om lovenes ånd.
Med udgangspunkt fra fremstillingen hos disse berömte rejsende
vil jeg nu söge at vise, hvorledes det da egentlig forholder sig med
den engelske frihed på de tider, og særlig vil jeg stræbe efter at sam
menligne de engelske tilstande med vore hjemlige i Danmark og
Norge.
Jeg vil tage mit udgangspunkt fra en episode i Voltaires brev,
som jeg hidtil ikke har omtalt. »En dag, da jeg lod mig ro en tur
på Themsen, gav en af mine rorkarle, som så, at jeg var franskmand,
sig til med stolt mine at lovprise sit lands frihed og svor på, at han
hellere vilde være bådforer på Themsen end ærkebisp i Frankrig. Den
næste dag så jeg den samme mand i et fængsel, jeg gik forbi; han
havde lænker om foden og strakte hånden ud gjennem gittret mod de
forbigående. Jeg spurgte ham, om han endnu fremdeles holdt en ærke
bisp i Frankrig i så lav pris. Han gjenkjendte mig: »Oh! herre, det
er en afskyelig regering. De har presset mig til, at gjöre tjeneste på
et af kongens skibe, som skal til Norge. De har revet mig bort fra
kone og börn og kastet mig i et fængsel med lænker om benene lige
til den dag, da de sejler bort, af frygt for at jeg skal undflye.» Denne
mands ulykke og den begåede, skrigende uretfærdighed berörte mig på
det mest levende. En franskmand, som var med mig, tilstod, at han
folte en ondskabsfuld glæde over at se, at Englænderne, som i så höje
660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
