Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BORGERLIG FRIHED I ENGLAND OG I DANMARK NORGE.
Hvad den religiöse frihed angår kunde man ganske sikkert nære
tvivl om en sådan existerede eller dog om dens grænser. Jeg bortser
gjerne fra de skrækkelige tilstande på Irland, hvilken del af Englands
rige jeg i det hele giver afkald på at inddrage i denne undersögelse.
Skulde dernæst dommen fældes efter de dengang bestående love, vilde der
jo ikke være nogen religiös frihed tilstede i England. Heldigvis bleve
disse love ikke efterkomne eller dog kun delvis, når da ikke en eller
anden begivenhed pludselig påny antændte den intolerance, der havde
udmærket tidligere tider. I sådanne öjeblikke kunde lidenskaben före
til voldsom uret, ligesom da i det hele den daglige tilstand var såre
usikker, eftersom det alene var den da rådende slövhed og religiöse
ligegyldighed, der havde dulmet gemytterne. Også i denne henseende
har Holberg givet en træffende karakteristik: »de engelske ere meget
milde imod dem, som vildfare udi religionen, sky alene dem, som
ikkun fare vild i små ting; thi de, som tolerere både jöder, tyrker og
hedninger, ere deres allerstörste fjender, som alene har en anden mening
i henseende til ceremonier eller andre ligegyldige ting. Hvorudover,
dersom man vil have fred, må man enten være ganske orthodox eller
fuldkommen kjætter; thi en mådelig vildfarelse kan skaffe én både had
og forfölgelse på halsen, og derimod kan man have fred, når man enten
tror alt eller slet intet».
Men så er der den engelske pressefrihed, som Holberg, Voltaire
og Montesquieu foruden så mange andre beundre. Vi stå lier ved et
af de store lyspunkter i den engelske frihed, at sandheden og kritikken
kunde komme frem. 1 Danmark—Norge havde vi derimod censur, og
först under Frederik V opnåede vi skrivefrihed for en vis art skrifter.
Den engelske ytringsfrihed forekom Holberg dog næsten for übegræn
set, og modsigelserne i den har Voltaire berört. »Jeg har set fire
meget lærde afhandlinger mod sandheden af Jesu undere; de trykkes
her ganske ustraffet på samme tid som en stakkels boghandler blev
sat i gabestokken, fordi han havde offentliggjort en oversættelse af
Nonnen i særken». Straffene kunde dernæst være alvorlige nok og
overgå udmærkede forfattere. Underhuset var tidt meget ivrigt i at
påtale forseelser mod sig, idet snart en præken skulde fordömmes eller
en brochure brændes og en journalist straffes. Og dette giver mig
anledning til en slutningsbetragtning.
I Danmark—Norge havde vi enevoldsmagt, og fyrsten kunde for
s’å vidt uhindret begå mangen undertrykkende og uretfærdig handling,
673
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
