Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TRÆK AK KUNSTEN I REVOLUTIONENS TJENESTE.
velgerning hvilket ganske sikkert ikke vilde være blevet vraget, hvis
der havde været noget om det. Derimod meddeler Chabot uden mindste
ytring af kritik eller tvivl, hvorledes Marats sidste ord faldt til Char
lotte Corday. Hun var som bekendt trængt ind til ham under foregivende
af at ville give ham oplysninger om sammensværgelser mod republiken
i hendes hjemstavn. Efter at have hört hende, sagde Marat: Ils riiront
pas loin, je crois qtiils porteront leurs tetes sur Véchafaud. Det har en
barskere klang end hin hjælp til enken og hornene. Angående dette
samme træk af menneskekærlighed .foreligger der tværtimod en antyd
ning af, at det mere horer hjemme blandt kunstnerens, Davids, egne
dyder, eller hans ideale forestillinger om republikanske dyder. Ordene
i Marats brev på maleriet have i hvert fald en påfaldende lighed med
en smuk og höjsindet ytring af David på konventsmodet d. 29de marts
1793. Et medlem havde foreslået, at nationen skulde betale en gam
mal gæld til ham for hans tidligere store malerier af Horatiernes ed
og af Brutns, som han aldrig havde fået betalt. David svarede: »Hvis
nationen tror at skylde mig nogen erstatning, foreslår jeg, at denne
sum anvendes til understøttelse for enkerne og hornene efter dem, som
dö for fædrelandets forsvar.»
Det er åbenbart, at David med vilje og udtrykkeligt forsæt er gået
ud på at fremhæve Marat på enhver måde som den milde og hjælp
somme, som den der elskede sine venner, mere end som den der hade
de sine fjender. Det ser man også deraf, at han på en så iøjnefaldende
måde har afskrevet Charlotte Cordays ord, ved hvilke hun tillidsfuldt
påkalder hans velvilje, alene fordi hun er eller udgiver sig for at
være meget ulykkelig. Disse ord svare virkelig så nogenlunde til
dem, som Charlotte Corday har brugt, skjönt der dog er en nuance
forskel: hun krævede ikke velvilje, men agtelse som den ulykkeliges
ret1. Idet Chabot oplæste hendes brev i nationalkonventet, undlod han
ikke stærkt at fremhæve disse slutningsord, der, som han sagde, »viste
retfærdighed mod Marats dyder ved at gå ud fra, at en ulykkelig
aldrig forgæves havde påkaldt hans hjælp og beskyttelse.» Han burde
i hvert fald have tilføjet: en ulykkelig af hans eget parti; ti i et tid
ligere brev havde Charlotte Corday udgivet sig for Marats meningsfælle
og behövede altså ikke at påkalde hans hjælp som ulykkeligt menneske
rent i almindelighed. Om nu Marat i virkeligheden har været god og
1 Jl mc svffit de vous fatre voir que je mis malheurcuse pøur avoir droit ä votre
estime. Sign de ovenfor auförte ord på maleriet.
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
