Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARIA SOLTER.
der! livo er helten eller heltinden? Er det den ideale, den hojtstræ
bcnde Dorothea, der bilder sig in at ægte en »Pascal», da hun ægter
pedanten Casaubon, som, hvis han havde levet længe nok, ved sin
egoisme vilde have kvalt alt åndsliv hos hende? Er det den hjærtelose,
forfængelige Rosamond, der bliver den brave doktor Lydgates hustru
og uedadtyngendc byrde for hele livet? Det er hovedsagelig om disse
to pars historie, at romanen drejer sig, og navnlig er disse to kvinder
mesterværker. Hvad der karakteriserer Dorothea, er hendes henrivende
mangel på verdslighed, på egenkærlighed. At Rosamond har været
forfatterinden den sværeste karakter at gennemføre, kan man så godt
forstå, når man har fået et vink om, at hun har lagt meget af sin egen
personlighed i Dorothea; ti större modsætning kan næppe tænkes. At
Rosamond er så tilfredsstillende udfort, er derfor et godt bevis på for
fatterindens objektive kunst.
Rosamond er übestridelig den mest frastödendc af George Eliots
kvinder; skönt hun er smuk og komplet dame, frastøder hun, fordi hun
kun tænker på sig selv. For at tilfredsstille hende er manden ikke
alene kommen i gæld, men i en skæv stilling, så hans rygte angribes.
Men intet anfægter Rosamond uden for så vidt, som hendes eget liv
derved bliver mindre behageligt. Hun hverken bryder sig om eller kan
fatte, hvad manden lider, og söger tröst hos husvennen Ladislaus, med
hvem hun har spillet og sunget, men som på ingen måde er bedåret af
hende, da hans hele sjæl er optaget af Dorothea, nu Casaubons tyve
årige enke. Den scene, som forefalder mellem disse to kvinder, efter
åt Dorothea tror, at have opdaget Ladislaus’ utroskab, er måske for
fatterindens skønneste og gcnialcstc opfindelse; kun en kvinde af sand
sjælsadel kunde skrive således; med fin takt har hun her skildret
kvindehjærtets bedste tilskyndelser så vel som dets overfladiskhed og
forfængelighed.
Jeg sagde, at Rosamond var lige så håblös som Tito; vel bliver
hun aldrig forbryderske, i det mindste ikke for loven, men hverken
modgang eller medgang kan görc hende til en brav kvinde. Hun er
for snæverhjærtet til at forstå, hvad dyd er. Dyd er besejret fristelse,
men hun fristes altid til at tilfredsstille sig selv indenfor etikettens
grænser, og hun besejrer aldrig denne fristelse.
Det er ikke muligt her at dvæle ved alle de herlige billeder, som
i dette verk oprulles for os, alle vække de til eftertanke, til selvunder
sögelse, og blive os til eksempel eller til advarsel; det er typer, ikke
306
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
