Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Höffding.
A. C. LARSEN, LYSTFÖLELSE OG SÆDELIGHED.
kan konstrueres lige så mange etiske systemer, som der er forskellige
grader og former for sympati, lige fra egoisten, hvis sympati kun gæl
der ham selv, til den, hvis sympati omfatter alt menneskeligt, som han
kommer i beröring med i sit liv eller i sin tanke.
Forfatteren kommer i sin kritik af Stuart Mili til at göre denne uret
på et væsentligt punkt. Mili hylder den teori, efter hvilken sympatien
ikke er noget oprindeligt element i menneskenaturen, men udvikler
sig derved, at mennesket af rent egoistiske motiver retter sig efter
andre og viser dem tjeneste; hvad han först gör som middel for at opnå
sine egne formål, blivere senere selv formål for ham, idet det er en
almindelig psykologisk erfaring, at vor l}rstfölelse fra en forestilling
kan vende sig til en anden, som den förste stadig fremkalder. Mili
bruger som oplysende analogi kærligheden til penge. Penge havde
oprindelig kun værdi som middel til at skaffe sig visse goder; men for
den gerrige står penge som noget i og for sig værdifuldt. Forfatteren
polemiserer herimod, som om Miil i alle henseender vilde sammen
stille kærlighed til andre med kærlighed til penge. Mili bruger kun
eksemplet med pengene til at oplyse, hvorledes i kraft af forestillings
forbindelsens love noget, der fra först af kun villes som middel, senere
kan villes som formål. Mili vil tydeliggøre, hvorledes helt nye fölel
ser kijnne opstå formedelst forestillingsforbindelse. Men det er da
netop hans mening, at når sympatien eller den etiske fölelse en gang
har udviklet sig, så er den en uinteresseret fölelse. Hvis man altså
vil angribe hans teori, må man vise, at en sådan psykologisk metamor
fose af fölelser slet ikke kan gå for sig; men man kan ikke anklage
ham for at nægte, at den etiske fölelse er af uinteresseret, uegoistisk art.
Atter her synes det, som om forholdet mellem psykologi og etik
ikke står ganske klart for forfatteren. Men denne mangel udelukker
dog ikke, at man med interesse og udbytte vil gennemlæse hans bog.
VILHELM BERGSÖE: Fra sollyse strande. Naturnoveller og fortællinger. Ko
benhavn, Gyldendal, 1886.
Bergsöes sidste bog, der er sikker på at finde trofaste og taknem
lige læsere i de vide kredse, hvor han er en yndet forfatter, består
dels af rejseerindringer fra Italien, navnlig Ischia, dels fortællinger,
der spille på disse »sollyse strande», som den lidt sögte titel hedder.
Det er let og underholdende lektyre, skreven i et behageligt og na
turligt sprog, uden pretentioner, og med en vis smagfuld elegance.
De partier af bogen, hvor den italienske natur skildres, er de bed
ste. Bergsöe beskriver her med naturforskerens fine, kærlige forståelse;
178
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
