Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I. HECKSCHER.
men grundlaget for deres erstatningskrav er dog vedblivende et privat
retligt; det er domstolene, der pröve kravets grund, og formen fordets
gennemførelse er den samme som formen for en hvilken som helst anden
erstatningsfordring. Om nogen forsorgsret over for samfundet er her
tilsyneladende ikke tale; det er fremtiden forbeholdt for alvor at göre
det betydningsfulde skridt over til »katedersocialismens» institutioner i
stræng forstand, til tvungen arbejderforsikring mod ulykker, alderdom og
sygdom.
Dette svenske lovarbejde omfatter imidlertid ikke blot arbejdernes
erstatningsret, men skadeserstatning for jernbaneulykker overhovedet. De
tyske love om »Haftpflicht» og arbejderforsikring have nemlig fört sam
tiden mere og mere ind på undersøgelser af erstatningsansvaret for ulyk
kestilfælde i dets almindelighed, og især er det gamle, hidtil forholdsvis
lidet ænsede spörgsmål om ansvar for underordnedes forseelser nu optaget
på ny med stor grundighed af litteraturen og praktikerne. Man ser det
vel fra lovgivningsmagtens side hidtil næsten alene i denne ene forgre
ning: arbejdsgiverens ansvar for arbejdernes forseelser. Men erstatnings
pligtens almindelige retsgrund er herved på ny bleven sat under diskus
sion, og det har da vist sig, hvor vaklende anskuelserne om et så vigtigt
punkt endnu ere.
Det er nu vel væsentligst de retskyndige af faget, hvem behandlingen
af disse problemer tilfalder. Lovfortolkeren har at anvende den gældende
rets ofte mörke regler; på juristmöderne som fra de akademiske lærestole
söger man at fremstille denne positive ret i en totalanskuelse og at påvise
gangen i retsnormernes udvikling. Men disse spørgsmål ere alligevel ikke
i förste række fagspörgsmäl; på deres nuværende stadium kunne de næppe
endelig löses ud fra juridiske udgangspunkter. Ti hemmeligheden er den,
at det almindelige pligtbegreb, som retten i hvert enkelt tilfælde griber
for at påtrykke det sit stempel, i sin særlige anvendelse her viser sig som
et höjst usikkert begreb. Foleisen af, hvad man her »bör» svare for, er
ikke let at konstatere. Den almindelige opinion om erstatningsansvarets
udstrækning har altså sit ord at sige, inden juristerne stå for tur til at
afgrænse og formulere det pligtbegreb, hvis store linjer altid må være
givne, för end staten med sine tvangsmidler kan optræde til forsvar for dets
opretholdelse.
Hvor langt man da hidtil tör anses for*’ at være nået i sin erkendelse
af industriens erstatningspligt, det afhænger altså for en stor del af
den grund, på hvilken al erstatningspligt hviler. Men på slige abstrakte
534
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
