Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I. HECKSCHEE.
på driftsherren. Omfanget, hvori denne forflyttelse af risikoen skal foregå,
må efter dette udgangspunkt afhænge af samfundets billighedsfölelse på
ethvert givet tidspunkt. Medens den ene tidsalder vil finde det nok at
lægge ansvaret for opsynsmændenes forseelser over på driftsherren, vil
den anden fordre enhver skade, der står i årsagsforbindelse med selve
arbejdet, godtgjort af ham. Også bevisbyrdens fordeling retter sig fra
dette opportunistiske udgangspunkt efter, hvad der bedst stemmer med
p’arternes ligestilling i forholdet, uden hensyn til procesreglerne i almin
delighed.
Vil man sige, at det dog kun er i kraft af sit magtsprog, staten
handler således, så kan det for den sags skyld indrommes. Den fortolker
kontrakten til den ringest stillede parts fordel, »den tager fra den rige
for at give til den fattige». Har den da ret hertil? Den har samme ret,
som den i så mange andre livsforhold benytter til at skaffe den ene for
del af den andens udbytte, til at lægge byrder og indskrænkninger på
nogle for at göre livet lettere for andre. Denne statens værge måls ret
er ingen ny opfindelse: allerede i forholdet mellem redere og söfolk og
mellem husbonde og tyende haves der som bekendt beslægtede forskrif
ter; og når den i vore dage tages i beslag særlig til bedste for de lidende
klasser, giver staten herved et udtryk for en forædlet opfattelse af sit
formål’.
Men spørgsmålet er, om denne statens værgemålsret ikke må före
videre end til den blotte fordeling af risikoen i arbejdsforholdet. »Sam
fundets lidende klasser» lide ikke så meget ifölge driftsherrens overvægt
som i kraft af hele nutidens økonomiske orden. Og derfor kan den bil
lighed, der vises imod dem, ikke uden grund synes at indeholde en übil
lighed mod industrien, der jo kun gör sin pligt, når den på grundlag af
en individualistisk formueordning söger at realisere det störst mulige ud
bytte. Synspunktet vil derfor vistnok overalt, når det först er anlagt,
före over til samfundets forsorgspligt som konsekvens af dets værge
målsret, og her vil da tanken om den obligatoriske forsikring være den
nærmest liggende og den frugtbareste. Men så længe udviklingen i de
nordiske lande endnu ikke er nået hertil, fortjener den svenske jernbane
erstatningslov en anerkendelse for den sjældne klarhed og uforbeholden-
’ Om det etisk berettigede i en sådan stræben netop i arbejderlovgivningen synes
der nu i det nærmeste at være opnået enighed mellem filosofi, retsvidenskab og öko
nomi. Jfr. Höffding, Etik (1887 s. 261 ff.), Goos, »den moderne stat» i Nordisk tid
skrift 1881 s. 325 og Adolph Wagner i Jahrbucher f. Nationalekonomi u. Statistik
1886 s. 234—5.
548
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
