Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle kritiske Undersögelser med Hensyn til Tragoedien Macbeth, af Etatsr. C. Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Baade Macbeth og Lady Macbeth ere dæmoniske
Personer, og i disses Væsen ligger det jo at virke i det Dunkle,
og om ogsaa Enkelte tidligere have anet Noget om det, der
var foregaaet, saa havde de dog ingen Vished derom.
Men i denne Scene forandres Forholdet aldeles. Da
Banquos Aand viser sig for Macbeth, da gribes han aabenbar
af hiin aandelige Svimmelheds- eller Vanvidsaand, der
allerede hemmelig maa være tilstede, for at slige Handlinger
som hans kunne begaaes, og der tvinger ham til at udtale
det höit og lydeligt, hvad han dog allernödigst vilde röbe;
da aabner det Krater sig i hans Indre, hvorigjennem
Underverdenens Flammer, der för brændte useete i Dybet, finde
Vei til Dagens Lys. Saaledes vorder det aabenbart og
sikkert, hvad der tidligere syntes uvist. Fra dette Öieblik af
kunne hans Forbrydelser ikke længere skjules; thi der er
tusinde Tunger, der nu udbrede dem over Landet.
Sammenligne vi det, som Macbeth her udtaler, med det,
som tidligere rörte sig i hans Bryst, saa see vi vel, at vi
have med den samme Person at gjöre, men tillige ville vi
dog ogsaa mærke en Forskjel. Den gamle Dobbelthed viser
sig endnu, han er endnu en Visionair, der bortrykkes fra
den ydre Verden, for at anskue de Syner, som hans
ængstede Samvittighed enten foregjögler ham, eller som hans
Færd virkelig fremkalder af Aandernes Land. I denne
Henseende har han ikke forandret sig. Dog synes det, at hans
Pathos her er af en anden Art end tidligere, da han endnu
var istand til at föle virkelig Anger. Nu er det ikke Anger,
men Forfærdelse, det er Dæmonernes Rædsel, naar de höre
Dommens Torden over deres Hoveder. Denne Rædsel
forbinder sig siden ogsaa med Trods, og saaledes vedvarer
det, til Enden kommer. Iövrigt mærkes allerede dette Slags
Pathos i hiin Monolog, da han, som han meente, saae Dolken
svæve i Luften kort för Kongens Mord.
Ligesom Synet af denne Dolk, saaledes kan ogsaa Synet
af Banquos Aand meget godt forklares paa den naturlige
Vei. Tieck antager ogsaa, at dette Gjenfærd ikke er Andet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
