Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Er Yggdrasilsmythen af christelig Oprindelse, af Adjunct J. E. Thaasen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han dog ikke altid skjuler sin Lyde? Snarere ialfald end
paa Solen, som synker i Havet.
Naar man nu i Kunst fremstiller Odin med to Öine, saa
har man ikke længer vore Forfædres Odin, men snarere
Grækernes Zeus. Thi Zeus havde vel megen Kundskab, men
ikke Odins store Kundskab, og heller ikke Odins Halvhed.
Hvad var dette for en Kundskab, som Odin havde? Han
vidste, at Ragnarok, Gudernes Undergang, engang maatte
komme; Jotunerne, Gudelivets og Menneskelivets fiendske
Magter, skulde engang tilintetgjöre den hele Gudeslegt, dog
ogsaa selv tilintetgjøres med den. Et merkeligt Modstykke
hertil have vi i den græske Mythologi deri, at Titanerne af
de „evige” Guder paa Olympen ere kastede under Jorden
og bundne. Her see vi for det förste „et Billede paa den
ordnende Magt, der bekjemper og overvinder de chaotiske
Elementer i Menneskenaturen selv, og der saaledes forbereder
en höiere selskabelig Harmoni.”[1] Men her see vi tillige,
hvorledes Olympens Guder kunne komme til at före et i
„salig Nydelse” hvilende Liv;[2] ingen Fiende kan sætte
sig op imod dem, deres Velde er ubestridt, og for at
disse aandige Kræfter ret kunne komme i Rörelse og
frugtbar Virksomhed, maa de træde i indbyrdes Rivninger.
Aasgards Guder derimod maa före en uafladelig Kamp med
Jotunerne, som endog trænge ind i deres egen Bolig. For at
værge sig mod den farlige, fælles Fiende maa de slutte sig
sammen i Enighed. I Aasgard er altsaa Spaltningen dybere,
men ogsaa Enigheden inderligere. Hvad der udmerker de
græske Guder og i fuldest Maal Zeus, er Selvfölelse og
productiv formende Kraft i sikker Ro: hvad der udmerker Æserne,
er Selvbevidsthed og Modstandskraft i den rastlöse Kamp mod
de onde Magter[3]. Den græske Aand kunde hengive sig
Eller forsöger engang, at I alle kan faa det at vide,
Hænger fra Himmelen ud en Kjæde af gyldene Ringe,
Griber i Kjæden saa fat, hver Gud og Gudinde tilhobe,
Dog skal I ei fra Himmelen ned til Jord kunne drage
Zeus den överste Drot, I maa hale saa stærkt som I mægte;
Men hvis jeg derimod fik Lyst til at trække for Alvor,
Trak jeg forsand eder op med Jorden og Havet tillige,
Kjæden jeg surred da fast om den överste Top af Olympen,
Og i den blaalige Luft Alverden da kom til at svæve.
Saa höit staar jeg i Kraft over Guder og Mennesker alle.
Tritogeneia, mit elskede Barn! fat Mod! hvad jeg sagde,
Var ikke meent for Alvor, mod dig er jeg föielig sindet.
Vilde vi Guder tilhobe, som skjenke Danaerne Bistand.
Troerne drive tilbage, og Zeus afholde fra Kampen,
Snart da sad han forladt, og ærgred sig oppe paa Ida.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
