Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Shakspeares Skærsommernatsdröm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dog ikke deres Virkning paa Alfekongen, der usynlig er
tilstede, og han beslutter nu, ved Hjelp af den omtalte
Trylleblomst, at vende hendes forrige Elskers Hu, saa
han igjen skal skjenke hende sin Kjærlighed.
Men det er langtfra min "Mening, at alle Scener i
et Stykke uden Undtagelse i den Forstand skulle være
dramatiske, at Stykket bestandig i dem rykker udvortes
synligt frem. Tværtimod dette er netop den store Feil
i mange moderne Stykker, at Handlingen saa stærkt
fremskyndes, saa vi ikke faae Tid til at dvæle
nogensteds og til at kaste et dybere Blik ind i Sjælens Indre.
Det er endog et temmelig sikkert Tegn paa en synkende
Kunst, og paa en blot Jagen efter Effekt, naar et Drama
saaledes vorder liigt et Ixions Hjul; det er ligesom en
Musik, der i lutter Sextendedele og
Fireogtredsindstyvedele ruller os forbi, og hvori ingen Adagio höres. Den
kan maaskee være et Kunststykke, men den er intet
Kunstværk, thi den lader Sjælen tom og kold. Det sande
Drama bör meget mere ligne en klar og mægtig Flod,
der snart skrider hurtig, men snart ogsaa langsomt frem,
saa at den endog i enkelte Öieblikke kan synes at staae
stille; men det er netop paa disse stillere Steder, at
Blikket allerdybest trænger ind i Flodens Indre, hvilket
ikke saa godt kan skee der, hvor den iler frem med
den allerstærkeste Fart.
En saadan stillere Scene, der sikkert hörer til det
Allerskjönneste, Shakspeare i denne Retning har digtet,
er den, der nu fölger. Titania kommer med sin
Alfeskare og lægger sig til Hvile, medens hun vugges i Sövn
af Alfernes Melodier. Denne Scene er ikke lang, den
udfyldes for en stor Deel af den Sang, Alferne synge,
medens de dandse deres Runddands. Men man kan vel
ogsaa her anvende, hvad der med saamegen Sandhed
er bleven sagt om det hele Drama: „Hvis slige Væsener
vare til, da maatte. de ifölge deres Natur netop udtrykke
sig saaledes.” Det synes virkelig, naar vi lytte til denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
