Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
— og man vil i Virkeligheden overalt finde dem. Alle Sei«
lere og alle Fugle vide det. Man behøver ikke meget varmt og
rødt Blod i sine Hjertekilder, for at gjælde som en norsk
Sangvinikus, — og naar man ikke tænker Graat i Graat, da
har man overspendte sværmeriske Drømme. Men det er
just den indolente Opfatning af Virkeligheden, der omsider
gjør den hele Tilværelse til en Drøm, hvori selv Livets
simplere Frugter blive skyggeartede og unydte.«1)
Denne anelsesfulde, optimistisk farvede stemning møter
vi ogsaa i Welhavens æstetiske reflektioner fra denne tid.
Den som med vaaken sans lever i nutiden, vil føie alle de
muligheter den poetiske virksomhet byr kunstneren, vil for«
staa, at »Sprogmiddelet i vore Dage er i høi Grad poetisk
bearbeidet, at det i Charakter og Holdning, i Vendinger og
Betegninger har optaget den poetiske Tænknings egen Fjeder«
kraft og Smidighed . . . Der er nu et intimt Aandsforvandt«
skab mellem Sprogets og Digterens Genius.«-)
»I vor Tid finder den higende Aand alle sine Stoffer
bløde som Voks. Naturen og Historien og Menneskehjertet
ere heel bestrengede. En Aftenvind, et minderigt Navn, et
Suk, slaar Accorden ufeilbar an for det lyttende Ingenium.«
Naar stoffet er saa bøielig og helt besjælet, maa der proteste«
res mot det kaotiske og instinktartede i samtidens kunst —
det betegner et tilbakelagt stadium.
»Det er i Civilisationens Navn, man maa protestere mod
denne Fordring, at den voxne, myndige Menneskeslægt, der
har lært at opfange selv sine dybeste Følelser i Tænkningens
og Erkjendelsens Speil, endnu skal hvile ved og beundre en
dunkel, krampagtig Begeistrings taagede Orakler.«
At det er Henrik Wergeland og kampen med ham
Welhaven sigter til i disse linjer, bekræfter han til al over«
flod senere ut i artikelen, hvor han sammenligner Wergelands
digterpersonlighet med hans »tydske Aandsbroder, baron
D. Const. 1838, nr. 179. -) Likesom de Hg. citater hentet fra D.
Const. 1838, nr. 144.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
