Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
Dens »egentlige Reform Ideer og det hele Nationalitets*
Apparat vare Reminiscentser af den tydske Frihedskrig . . .
af det engelske Parlementarliv . . lærte man . . at tale om
»Opposition« og »Radikalisme«. Nu naadde julirevolutio*
nens gjæring frem til Norge, men ogsaa denne gang blev den
europæiske strømning »hos os taget som et overført Stof paa
anden Haand, og skjønt den i vore simple Tilstande har
gjort Kvalm nok, blev den dog altid i sit Væsen her tynd
og overfladisk.«
Forfatteren paaviser saa nøiere hvor uklart nationalitets*
begrepet stod for norskhetsmændene, som opfattet det »paa
Det kunde næsten synes som om der laa en bevisst tendens til
at forringe hele vor nationale bevægelse i Dæmringens ord om at
»Friheds Demant blev saa godt som funden,« og i disse linjer, som
indledet nærværende artikelrække av 1843: »Norge havde med Eet,
uden Møie og aldeles uforberedt, erhvervet en Statsforfatning, der
ellers kun gjennem voldsom Kamp bliver Nationerne til Deel.«
Men skal disse og lignende uttalelser bedømmes helt retfærdig,
maa de sees som utslag av den tidligere berørte voldsomt opdrevne
partimotsætning i 1830=aarene.
At Welhaven senere skifter syn, fremgaar av hans Kantate ved
Universitetets Halvhundredaarsfest (S. Skr. V s. 260), hvor det heter
om den nye dag som steg for folket med 1814:
Hellig er du at erindre
Dag som kroned Slægters Haab,
længe drømt i Folkets Indre,
hilset av dets Jubelraab!
Ellers skiftet hans opfatning efter stemningen. Welhaven hadde
øieblikke da han saa pessimistisk paa hele den europæiske frihets*
bevægelse, og mente at den var altfor bundet av doktriner og teo=
rier og ikke rundet av virkelighetens egen grund, derom vidner
digtet 1848 (S. Skr. V, s. 216).
Som Ibsen hævder Welhaven personlighetens frigjørelse som det
første og det sidste, uten den har al politisk frihet litet at si:
Kun Sandheds=Kraften i en Samfunds=Aand
blandt gud=opfyldte, frie Individer,
kan løse Verden af de gamle Baand
og lede Slægten frem mod lyse Tider.
(S. Skr. V, s. 77).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
