Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
sonlig, fri tilegnelse av ens egen sjæls og ens eget lands fæ«
nomener i fortid og nutid.*)
Der er altsaa en intim underjordisk forbindelse mellem
den saakaldte »nationalromantik« og den vaagnende realisme,
og det er ingen tilfældighet at begge disse tilsyneladende
stridende bevægelser herhjemme opstaar inden et og samme
parti i 1830«aarene og faar en række vidt forskjellige, men i
sin art fuldgyldige uttryk i 1840«aarene, da tendensene hadde
differentiert sig og arbeidsdelingen var indtraadt.
I det følgende fremhæver Welhaven at det er vort
aandslivs organiske sammenhæng og utvikling i de store
hovedlinjer han vil efterforske under sine forelæsninger:
»Det er en underholdende Betragtning i at overskue
vort Sprogs skjønne Literaturs Historie fra dette nylig naaede
Standpunkt. Det falder nu lettere at behandle den under en
pragmatisk Opfatning, der uden Tvivl er mere lønnende end
den blotte kritiske Undersøgelse af Verker som for en stor
Deel have ophørt at udøve nogen umiddelbar Indflydelse
paa Folkets Udvikling. De Frembringelser, der gjennem
Slægterne have efterladt kjendelige og varige Spor, og saaledes
i Sandhed ere blevne Nationens Eiendom, finde vi ofte hen«
stillede i Skyggen af fremtvungne Pragtskrifter, der i deres
Old udhævedes som vort Sprogs bedste Skatte, men som
efter særdeles korte Tidsrum indsvandt i Folkets Erindring
4) Se nedenfor s. 218, 250, 255, 276. Welhavens syn er her spundet av
mangslungne traader, og en av disse traadene gaar tilbake til Schleier=
machers Monologer, hvis første ord kaster skarpt lys over den ene
side av Welhavens dobbeltkrav, det han stillet til sin samtids dig«
tere: »Ingen fortroligere Gave kan Mennesket tilbyde Mennesket,
end det, som han i sit Sinds Inderste har talt med sig selv.« (Se
Løchen, Welhaven, s. 510). At Welhaven med sin fordring tillike
vendte sig til hele folket, det belyser han paa en interessant maate
mange aar senere i sin mindetale over Adam Oehlenschläger, hvor
han hævder at romantikens nye liv hos de nordiske folk tilslut
tok form i en »Digten og Tragten, der søger Selvstændighed
gjennem Selv=Erkjendelse« (VI, s. 230).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
