Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andet Tidsrum 11. Tredie Capitel.
172
ssgelser’). Fra det Tidspunct i vor Historie, hvorpaa vi nu ftaae, var der en
langt ftorre felles Sammenhcrng i den skandinaviske Halvoes Skjebne end nogensinde
tilforn, og ingen politist Begivenhed i denne Dccl af Norden kan fra den Dag af
siges at have vcrret fremmed for nogen af Staterne.
Gustav IVde Adolph havde besteget Sveriges Throne under Nationens gode
Forhaabninger om hans Regjering, og i en politist Stilling, som lovede Riget en
lykkelig Fremtid i Nydelse af Fred , og uden Deeltagelse i den store Gjering , som
dengang herstede blandt de europceiffe Stater. Allerede som Barn udviklede han sig
fordeelagtigen 2), og var som Ingling i Besiddelse af mange herlige Egenstaber.
Hvad der, ogsaa i yngre Dage, fattedes ham for at bane ham Vei til sit Folks
Kjerlighed, haabede Nationen vilde blive den modnere Alders Pryd. Han var
retferdig, sparsom, afholden, streng i sine Sceder og aaben for det huuslige Livs
stille Lykke. Naar han var kold, stundom mork og fraftodende, tilssreves dette en
mindre blid Skjebne i Barndommens Dage, og det melankolske Prceg, som hans
Faders ulykkelige Skjebne, hvis blodvedede Throne, omftyrtet af forræderske Hcender,
han besteg, havde givet hans Sindsstemning. De forste Aar af hans Regjeringstid
vare saaledes lykkelige baade for ham og for Nationen, og om han end ikke heller
da havde nogen hoi Grad af sit Folks Kjcerlighed, var han i flere Henseender agtet.
Men det vårede ikke lenge inden det viste sig, at han ikke var stikket til at styre
Riget under Europas ncervcerende Gjerings-Tilstand , og at han ikke var de store
Planer voxen, som han lagde, til at forsvare en gammel Tingenes Orden og kuldkaste
den nye, som den franske Revolution og Napoleons Seiersbane havde fremkaldt. Han
ansaa sig udkaaren til at spille en Gustav Adolphs Rolle, og fremtrcede som det
monarkiste Systems og den fortrengte Kongefamilies Forsvarer, og en Voldgiftsman!»
i den politiske Omveltning, ligesom Gustav Adolph havde fordum varet i den religiose.
Men han besad ikke den store Gustavs Egenstaber. Vel manglede han ikke en vis
Grad af personlig Tapperhet», hvorpaa han ved enkelte Leiligheder astagde Prove,
men han manglede moralsk Mod til at understotte den, og hans Egensindighet» og
Utilboielighed til at hore Andres Raad lod ham ofte velge urigtige Midler og forfeile
sit Maal. Intet Uheld, ikke den meest afgjorte Ovennagt fta hans udvortes Fienders
Eide, formaaede at boie hans Beslutninger, eller bevege ham til at indlade sig i
Underhandlinger, som han ansaa for at vere ydmygende, eller for at kuldkaste hans
Idtze om sin store Bestemmelse. Han stolede vaa sin Sags Retferdighed ; Ordsproget:
A3rlighed varer lengst" var stedse paa hans Tunge, og han haabede, at den for
virrede Tilstand, hvori Sverige bragtes formedelst hans Haardnakkenhed og hans
tildeels afsindige Politik, skulde oploses i en glimrende Stats Fuldkommenhed og
Seier over hans Fiender. Denne sidste fromme Tro gik efterhaanden over til et
religiost Svermeri. I lohannes’s Aabenbaring fandt han Nering for denne, der
frembragte en Sindsstemning hos ham, som stundom fik Anstrog af Aandsforvirring.
Saaledes havde Gustav IV^ Adolph ikke lenge styret Regjeringens Tsmme,
forent» han beredte sit Rige Neringsloshed, Elendighed og omsider Sonderlemmelse,
og sig selv og sin Familie Udelukkelse fra Tronen. Hans forste uheldige Skridt
var hans Reise til Tydstland, hvor han i Nerheden af Frankrige var saa godt som
Vidne til Omveltninger og Scener, som oprorte hans kongelige Gemyt. Men hans
’) I denne Henseende henvises Lcrseren til Schwedische Geschichten untei Gustav dem
Dritten, vorzuglich aber unter Gustav dcin 23ierten Adolph von G. M. Arndt. Leipzig
1839. [GrefveM. Bjørnstjernas Anteckningar, 11., Adlersparres Erinringar vid
Samme. Stockh. 1853. S. 126 ff. Schierns Afhandling: Carl August og Carl
Johan, i Historiske 6tubierl. 291—349; C. A. Adlersparre, 1809 års Revolution
ock dess mån; Schinkels Hinnen, utg. af Bergman, IV. 361 ff.]
2) Der fortcrlles, at han havde i sin Barndom en vis diplomatisk Takt, der ofte flog ham
Feil som Konge. Hans Opdrager var vis paa, at den 3aaiige PrindZ viiste sig artig,
naar han skulde vare tilstede ved fremmede Ministres Audients.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
