Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
å sulte oss ut alle sammen? Henrik Ibsen hadde iallfall ikke glemt det da han
i 1860 skrev Terje Vigen:
Så lakked og led det til krigens år
i attenhundred og ni.
Ennu går sagn om de trængselskår
som folket da stedtes i.
Engelske krydsere stængte hver havn,
i landet var misvækst og nød,
den fattige sulted, den rige led savn,
to kraftige arme var ingen til gavn,
for døren stod sot og død.
Lykken er med den engelske mand
på rov mellem Norges skær.
Nordmenns mening om England.
Om denne samme tiden skriver og Gustava Kielland:
«Nøden og Hungeren voxede i Byen. Blege og forgræmmede
Sømands-koner, hvis Mænd enten var Fanger i England eller ikke kunde faa Hyre eller
Arbeide hjemme, gik omkring i Husene og bad om Hjælp. Magre, forsultede
Børn saa man overalt i Gaderne.»
Og Gabriel Scott har fortalt oss om det samme:
«Ogsaa kom krigen og krigens aar.
Det første skud indunder kysten faldt vistnok vestenfor Lindesnes,
eftersom de gamle fortalte, rundt omkring Lister eller saa. Indtil da var det som
folk ikke rigtig kunde forstaa, at de hadde faat krig med England. De vægret
sig ved at tro, at naboen vest over havet kunde ville Norge noget vondt. Det
hadde jo ikke fornærmet nogen, ikke pønset paa nogen slags vinding, det laa
bare og stred med sit og hadde evig nok med det .... Men naboen var i
dårlig humør, det var gaat ham imot i dominospillet — her bestod efter hans egen
mening en gammel avtale mellem ham og Vorherre om at han skulde vinde
bestandig, og nu synes han ikke Vorherre holdt avtalen. Og gram i hug over
det her strakte han saa kloen mot øst og gramset til sig den dansk-norske
flaate — et overfald paa en fredelig nabo, som ikke hadde git aarsak til det
og følte sig tryg i sin litenhet .... Kysten blev indringet av krigsfartøier, som
skulde stænge tilførselen til landet og sørge for, at det blev sultet ut. Det store,
det mætte, det rike England begyndte en krig med det fattige Norge efter at
ha skaaret livsaaren av paa det, en krig med et vaabenløst, fredelig land, en
krig som blev krig imot folkeaanden — mot selve fortvilelsens aand tilslut ....
Men donet, det vakte bak om holmerne, gjenlyden som rullet langs landet og
svarte fra fjeld til fjeld indover .... Overalt var det saa folk sprat — som de
traadte en torn i sig: det utrolige var blit sandhet, det skjendige virkelighet!»
16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
