Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stavkirker, våre bondegårder med det rikt utsmykkede innbo, gårdens
redskaper, smijernsarbeider og billedvev. Den gamle sølvsmedkunst er ennå levende
i flere av våre daler.
Jeg skal ikke her komme inn på de forskjellige stilarter som
Urnæs-sti-len, og hvorledes de forskjellige europeiske stilarter: den romanske og gotiske,
renessansen, barokken, rokokko, empire alle fikk sitt spesielle norske særpreg
i ornamentikken. Det var kanskje særlig rokokkoen som i den senere tid ga
utløsning for den dekorative fantasi og skaperevne i våre bygder og som
skapte den typiske norske rosemaling. Også i prydsømmen finner vi
innflytelsen fra de forskjellige stilretninger. Men alltid har den norske egenart gitt
den en typisk nasjonal karakter.
Den nasjonale kunst er den eneste monumentale og blivende.
Slik har det nasjonale levd i kunsthåndverket på bygdene, selv i den
tiden da en fremmed kultur hadde den politiske makt i Norge. Og vårt
kunsthåndverk har dermed reddet den evige ild gjennom århundrer av politisk
ufrihet. Det er jo eiendommeligheten i et folks kunst som viser den skapende
evne og egenart, det er også den egenartede og nasjonale kunst som er den
eneste monumentale og blivende.
«Jeg har den personlige Opfatning,» sier Gerhard Munthe i sin bok
«Minder og Meninger», «at hele Kunsthistorien og al Logikk peger på det
Nationale, som et absolut og bevisligt Fællesmærke for den monumentale Kunst.
Vår Tid taler om det Nationale i Kunst, men definerer det efter min
Mening næsten altid galt.
Følger vi Kunstens Historie tilbage (og gjennem de store
Udgravninger ser vi tydeligere og længere end før), og vi så begynder med Oldtiden,
hvor vi endnu ingen Personligheder kjender, da fortæller Tempiene og
Jordfundene om Folkeslag, som følger på Folkeslag. De hæver sig, kulminerer og
synker, og alle løfter de sin Kunst som den Blomst, de rækker
Efterverdenen (ofte den eneste), og så underligt er det, at ligesom Historien gjennem
Kunsten læser sig til Nationernes Slægtskab og Påvirkningen, Tidsfølgen og
Graden af deres Kultur, således falder her Eiendommeligheden i deres Kunst
(den Styrke ethvert Folk har til at være noget særeget for sig) sammen med
Kunstens Fortrolighed, og den Levedygtighed, den har havt. Vi ser såmeget
klarere her, fordi Menneskene dengang brugte Kunsten som Afløb for deres
vegtigste Tanker, og fordi selve Materialet lærte dem at holde sig til
Hovedgagen og at udtale sig i koncise former.
En Nation er bygget af et folks fælles Vilkår, fra Landets naturlige
Beskaffenhed til Styrelse og religiøse Begreber, og hvad vi kalder Nationalitet
er det Særpræg som slige fælles Vilkår skaber, således at det ene Folk skiller
sig fra det andet i Tankegang og Idéverden. Det er ikke blot i Oldtiden
at Nationer udhviskedes og nye dannede sig. Dette sker den dag idag, og nu
som da og til alle Mellemliggende tider er det så, at den eiendommeligste og
stærkeste Kunst er kommet som et Udtryk for Nationens særegne Syn på
116
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
