Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at jerne Bjørnsons fedrelandssang: «Ja vi elsker dette landet». Alle vet hva
denne melodi har betydd for det norske folket, i lykkelige og i tunge stunder.
Den har tonet fra tusener av norske struper, her heime og overalt hvor
nordmenn ferdes i verden, i fest og begeistring, og den har også gitt oss mot og
styrke når det røynte som verst.
Den er ikke bare Nordraaks melodi til Bjørnsons dikt. Den er vår, den
er hele Norges sang. I sin tale ved Nordraaks bauta i Berlin den 17. mai 1906
sa Bjørnson:
«Melodien hører nemlig til de få Verden over, som i store Øjeblikke
kan optage i sig et helt Folks Aandedrag. Den hører til de end færre, som
selv har været med at forberede og samle Folket ind til disse store Øjeblikke.
–-Der er noget ved at synge den, som naar en ser opefter et Fjæld;
Brystet udvider sig uvilkaarligt med det Samme. Vor Energi ildnes af den,
vor Samfølelse luer stærkere, naar den er sunget.
Hvad er det, som gir den slig Magt? Jeg har allerede sagt, at den kom i
den rette Tid og derfor op af det rette Væld; men den vilde ikke have naaet
at blive folkeførende, hvis den ikke ved Siden af sin Aandsmagt var saa
inderlig norsk.»
Bjørnson holdt denne sin tale under den stemning som hersket like etter
atskillelsen fra Sverige i 1905, og han sier: «Nu kan Fædrelandssangen bølge
hen over et helt ud selvstændigt Folk.» Det er ikke bare vårt ønske og vårt
håp, men det er også vår faste tro og vårt absolutte mål, som vi alle kjemper
for, at disse Bjørnsons ord skal kunne sis med enda større rett om framtidens
Norge, at vi skal gjenvinne vår frihet og selvstendighet og finne oss selv.
Rikard Nordraak er en av dem som har staket ut vegen vi har å gå. I
sin kunst bygde han på det som var ekte i ham selv. Han lyttet til den norske
tonen som klang inne i ham, og i sin store selvstendighet gikk han helt nye
veger, skapte sin egen moderne norske stil, ubundet av tilvante former. Han
avslo å dikte sin musikalske tanke inn i fremmed kulturs form. Derfor betydde
han så uendelig meget for de store norske komponister som fulgte etter ham.
Han frigjorde de bundne krefter, og viste at norsk musikk kan bygge på norsk
kultur, og at den først da blir virkelig stor, nasjonal kunst.
Sine inspirasjoner hentet han fra den gamle norske kultur. Fra Berlin
skrev han heim til sin far i 1861 og bønnfalt ham om å sende Snorre,
Wergelands, Bjørnsons og Ewalds verker: «Jeg forstaar ikke hvorledes jeg kan holde
ud her uden disse, og min indstændige Bøn haaber jeg du reflekterer paa, da
dette er aldeles nødvendigt for mine Kompositioner og Udvikling.» I et annet
brev forteller han, at det er den norske folkemusikk og dens
utviklingsmuligheter som først og fremst opptar ham. Bjørnson skriver om ham:
«Her var idel klarhet og kraft, en full, rund sum av norske melodier og
norsk fedrelandsbegeistring, norske karakterskildringer og anekdoter, norske
130
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
