118 NORGES SJØFORSVAR 1814-1914 tapte i tryk. Saa øket man i 1905 begyndelsestrykket i luftbeholderen helt fra 90 til 150 atmosfærer, og deri* gjennem farten paa 400 m. til 34 knop og distansen til 2000 m. med 25 knop. Men her syntes man ogsaa at være naadd til grænsen for en torpedos præstationer. Skulde man komme videre, var det eneste middel at tilføre luften varme utenfra, ellers risikerte man at torpedoens maskin paa grund av isdannelser stoppet av sig selv. Problemet løstes paa forbausende kort tid ved den White* headske fabrik i Fiume, og allerede i 1908 var vor marine i be* sidde Ise av de første saakaldte varmlufttovpedoer. I disse benyt* tes luften til at forbrænde petroleum, og forbrændingsproduktene sendes til maskinen med meget høi temperatur (flere hundrede grader). Paa den maate kan man med samme luftvegt i længere tid faa et betydelig høiere maskintryk og dermed større fart, eller man kan anvende det låve tryk over en længere distanse. I de sidste aar er varmeapparatet forbedret derved at man be* nytter overskuddet av forbrændingsvarmen til at fordampe vand, som ogsaa ledes til maskinen, hvorved drivgassens mængde yder* ligere forøkes. Opfindelsen av varmeapparatet er kanske i sin betydning den største i torpedoens levetid. Vore sidste torpedoer har saaledes en rækkevidde av 6 000 m. med 27 knops fart og gjør 39 å 40 knop paa 2 000 m., og 44 å 45 knop paa 1 000 m. De fører en sprængladning av 100 kg. trotyl (trinitrotoluol), diameteren er 45 cm. og længden 5,3 m. Det første fartøi i vor marine som blev armert med Whitehead* torpedoer, var kanonbaaten «Sleipner», der gik av stabelen i 1877. Utskytningsapparatet bestod i det væsentlige av et langt rør som var vandtæt indbygget i forstævnen under vandlinjen, og som Torpedoen utskytes fra en torpedobaat.