148 NORGES SJØFORSVAR 1814-1914 de ældste surnumerære sekondløitnanter maatte altsaa gjøre reg* ning paa at maatte bli staaende i denne klasse i ca. 20 aar, eller med andre ord de vilde opnaa premierløitnantsgraden henimot 40 aars alderen. Inden de kunde ha utsigt til at avancere videre til kapteinløitnantsgraden, som fremdeles var en subaltern officers* grad, vilde de bli ca. 56 aar gamle. Gjennemsnitsalderen for kommandørkapteiner, som i aaret 1818 var 43 aar og i 1837 58 aar, var i 1854 steget til 64 aar, og for kapteiner var den i de nævnte 3 aar henholdsvis 38Va aar, 46V2 aar og 57 aar. De 2 ældste premierløitnanter hadde i 1854 staat i denne klasse i 18 aar. Under saadanne omstændigheter fandt regjeringen at maatte bringe i forslag de aller nødtørftigste botemidler, og dette skedde ved at der i 1854 blev fremsat forslag til Stortinget om at der skulde stilles et visst aarlig beløp til disposition for at anvendes som vartpenger for de officerer som maatte ønske at uttræde av den aktive etat, dog med forpligtelse til at staa til disposition i tilfælde av krig eller naar omstændighetene forøvrig maatte fordre det, altsaa med andre ord oprettelsen av en lønnet reserveofficersetat. Allerede i 1852 var der paa Stortingets foranledning nedsat en kommission med det mandat at undersøke hvorvidt det kunde ansees hensigtsmæssig ved tvungne indskud med understøttelse fra statens side at oprette ett eller flere pensionsfond for avgaaede civile* og militære embedsmænd, og i bekræftende fald at utarbeide plan for det eller de pensionsfond hvis oprettelse kommissionen maatte tilraade. Skjønt denne kommission paa det tidspunkt da regje* ringen avgav sin ovenfor nævnte indstilling, hadde bebudet at den samme aar vilde indgi sit forslag, fandt regjeringen allikevel ikke at kunne oppebie resultatet av dette, idet det vilde ta ialfald 3 aar før det kunde træde i kraft, da det maatte behandles som lovforslag. Imidlertid førte hverken regjeringsforslaget om opret* teisen av en reserveetat eller komitéforslaget om oprettelse av aldersgrænse* og pensionsbestemmelser til noget resultat dengang. Det skulde hengaa lang tid før man endelig naadde frem til det saavel for forsvaret som for officerskorpset vigtige maal at faa fastsat effektive og paa samme tid retfærdige regler for faste officerers avgang fra tjenesten og for deres pensionering. Dette skedde først ved den av Stortinget i 1895 vedtagne lov, efterat der fra 1871 av og omtrent hvert aar utover var fremsat forslag om en saadan lov.