266 NORGES SJØFORSVAR 1814-1914. Den forutsatte at der høsten 1856 vilde være forhaanden av større fartøier: 3 fregatter (hvorav 1, «St. Olaf», med dampkraft) foruten en under bygning — og 5 korvetter. Fregattene og korvettene skulde forsynes med auxiliærmaskiner. Et av medlemmene (den senere kontreadmiral N. Ihlen) dissenterte forsaavidt som han ansaa det nødvendig for en underlegen styrke, som vor flaate altid maatte antages at bli, at være i besiddelse av stor fart, og foreslog derfor fartøiene utstyrt med helkraftsmaskiner. Marinedepartementet fandt det ikke opportunt at indstille denne plan til vedtagelse, da der var befalet nedsat eh unions* forsvarskommission, der skulde ta under overveielse og avgi for* slag til grundregler for begge de forenede rikers forsvarsvæsen. Efter det forholdstal denne unionskommission opstillet for Norges sjøforsvars styrke, blev der formulert en flaateplan nogenlunde overensstemmende med det av marinekommissionen i 1855 fore* slaaede program, nemlig: 4 dampfregatter, 4 dampkorvetter, 2 seilkorvetter, 4 skonnerter. 5 bugserdampskibe, 12 dampkanonbaater, 78 kanonslupper, 41 kanonjoller. I 1860 gik dampfregatten «Kong Sverre» paa vandet, et av de stolteste krigsskibe i de skandinaviske mariner paa den tid, og den sidste fregat som blev bygget. I det hele tat hadde marinen en blomstringsperiode i 1850* og 60*aarene. I denne tid fandt der en omveltning sted paa sjøkrigsvæsenets omraade, idet Frankrike og England var begyndt at bygge pansrede fartøier, og under den nordamerikanske borgerkrig fremtraadte en helt ny fartøistype, monitoren, der efter den vellykkede prøve paa Hampton Roads straks slog gjennem. Trækrigsskibene blev med ett slag avlægs. Med enestaaende raskhet og uten kommissionsbehandling op* gav man hos os byggeprogrammet av 1859 undtagen dampkanon* baatene, og istedenfor fregatter og korvetter blev der fra 1864—1872 bygget 4 monitorer.