Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4 542
SØNDRE BERGENHUS AMT.
mindingsteigen», kongen tilhørende, mellem de 2 gaarde Døsvig
og Hofnn, «fordum god egeskov, men nu udhuggen, 2 bøsseskud
i kvadrat; udstenet og udmærket fra alle andre eieres jorder».
I Hardanger fandtes ingen skogalmenninger hverken solgte
eller usolgte, hverken kongens eller andres, men vistnok paa
bergensk vis nogle smaa jordalmenninger til naust og hestepladse,
navnlig ved kirkerne.
I Nordhordland fandtes kun en eneste, nemlig i Mjelde skibrede
i Gjerstad og Bruvik sogne, midt imellem Mjelde og Hosanger
skibreder, i slet tilstand, da den var brændt for 40 aar siden;
den havde dog nu nogen furuskog af ringe vækst. Der anføres
intet navn; men dens længde angives at strække sig «fra
Sjelv-skad sørpaa, og i nord til Grobers aa eller elv lVa fjerding i
længde, dens bredde fra Sørfjorden udi høieste fjeld i oster til
Bloddalen i vest omtr. 1 fjerding»; almuen havde brugsret.
Fra Voss var ingen indberetning
Almeiminger i fjeldet. I fortegnelsen over statens
eien-domme opføres ikke særskilte høifjeldsstrækninger i amtet
som staten tilhørende, og i fortegnelsen over bygdealmenninger
opfores i amtet kun 2, 1 i Bruvik og 1 i Evanger, og af
stats-almenninger ingen. I den senere tid er der opstaaet tvist om
eiendomsretten til høitliggende fjeldstrækninger, særlig paa
Har-dangervidden, idet staten gjør fordring paa eiendomsret til store
strækninger, medens bønderne, som har brugsret, ogsaa mener at
have eiendomsret.
■ I meget gammel tid havde i de germanske lande den
enkelte mand kun særeie til den grund, som trængtes til hans huse
og hans ager og eng. Det øvrige land, som ikke var lagt ind
under dyrkning, var et fælleseie for bygden, som der havde sin
havnegang, sin jagt, sit fiskeri, sin skog. Disse strækninger, som
svarer til vore almeiminger, kalder tyskerne «Mark», die Marken,
og til disse tilegnede fyrsterne sig efterhaanden eiendomsretten.
Hos os har bygdelagets gamle ret mange steder holdt sig
taalelig godt ligeoverfor kongens, statens, forsøg paa at udvide
sin ret. I Tyskland tog territorialherrerne (fyrsterne) retten fra
bygdelaget i almenningerne (in den gemeinen Marken), saaledes
retten til skog, beite, malm, jagt og fiskeri.
Striden mellem kongen, staten, og bønderne om retten i
fælles-landet er efter dette meget gammel. Sandsynligvis har ogsaa i
vort land alt det land, som ikke er ager og eng, været ålmenning;
vistnok er dog vel hjemrasterne eller skog og havnegang
nærmest gaardene tidlig blevet enkelt mands eiendom.
Gulatings-loven bestemmer, at om nogen i ålmenning eier ager og eng,
som er indhegnede md gjærde, da eier han saa langt udenfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
