Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOM MCNIKATIONSMIDLER. 803
paa sydsiden af Vangsvatn og hovedelven; Ægjebroen er maaske ,
broen over Gjelleelven, paa grændsen af Evanger sogn. Hvor
Olavsto er at søge, vides ikke; Kvilekvaal ligger noget nedenfor
Eide, indenfor grændsen af Evanger sogn.
Dommen faldt til fordel for Odd Hallessøn, og forpligtelsen
til at bygge og vedligeholde broen erklærede de at tilkomme alle
fjerdingens jordeiende bønder, udtrykkelig ifølge det af Odd
erhvervede vidnesbyrdbrev.
Det vil heraf sees, at arbeidet og omkostningerne var
fornuftig fordelt; de vanskelige dele af veien, som flere aattinger
brugte, blev ikke vedligeholdt alene af den aatting, hvori de laa,
men ogsaa af de øvrige, som havde sin færdsel derover.
Eides-myrene f. eks. paalaa ikke alene dyrvinjardalsbønderne, men
ogsaa Guldfjerdiugs-, Bordals- og Vikeraattingens, medens veien
til Hardanger holdtes oppe af Bøaraattingen og Kvitlaraattingen,
og broen, som førte til den, for en del af Mørkedalen og
vinje-sogningerne. Og stenlægningen under Kvilekvaal, udenfor
sognets grændser, men hvoraf hele sognet har nytte, paahvilede
dette under et.
Veien (naturligvis ridevei) slyngede sig den tid snart op i
høi-den, over kiever og myrer, snart nede i dalen, uden som nu at
følge elven eller holde sig i de lavere strøg. Den gik i
Dyrvin-jardals- og Guldfjerdingsaattingeriie ikke nede om Flake og
Rekve, men oppe om Berge og Geirme og maaske fra Vangen
over en klev til Gerde; til Raundalen gik den helt oppe om Tøn,
og til Angr synes den slet ikke at have fulgt dalen, som fører
til Granvinvatn, men at have gaaet over fjeldet lige ned til
fjorden enten ved Eide eller Folkedal.
I hine tider, da man alene reiste tilhest, gjorde bakkerne
ikke videre til sagen, og rideveiene var tillige
kommunikations-veie fra gaard til gaard. Færdselen i hine dage har været
overmaade møisommelig. Men det var heller ikke vore forfædre saa
meget om bekvemmelighed eller om hurtighed at gjøre, som om
at veien saa meget som mulig undgik det dyrkede land.
«Ligger thjodgate (landevei^ over en mands jordvei,» heder det i
landsloven, «da er det ham tilladt at føre den af jordveien imod
at gjøre en anden, ligesaa god at fare i tørt og vaadt, og da
skal man fare den, om den end er længere.» Og saaledes kom
da veien til at slynge sig i bugter og kroker, især over høider,
som laa udengjærds og ei var bekvemme til dyrkning; men de
var lettere farbare end de lavere og sidere strækninger, hvor der
hyppig var myrer, og hvor der desuden var elve og bække,
som trængte kostbare broer, medens de høiere oppe kunde
vades.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
