Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
BEHGENS BY.
Franciscus’s disciple skulde ikke have guld eller sølv i sit belte
eller to kjortler, sko eller stav. Da han med sin regel
fremstillede sig for Innocens III og bad om approbation, skal paven
liave svaret, at det var en regel for svin og ikke for mennesker.
Franciscus gik bort, væltede sig i dyndet og vendte saaledes
tilbage med forespørgsel, om regelen nu passede. Paven indsaa
snart, at han her havde en mand, der kunde fremme hans
planer. Han billigede foreløbig hans regel og paabød ham 1215
ilt præke bod og udbrede den kristne tro. Under eftermanden
Honorius III blev Franciskanerordenen 1223 antaget i den katholske
kirke, og paven tilstod ordenen den saakaldte Portiuncula-aflad
for enhver, som den 2den august besøgte moderkirken. Denne
aflad skulde gjælde bestandig; den rensede ubetinget fra alle
synder, og udstraktes snart til alle minoriterklostre, hvem den
i tidens løb indbragte uhørte summer.
I 1219 eller førend ordenen endnu formelig var antagen,
holdt Franciscus det første kapitel i Portiuncula, og da samledes
5000 tiggermunke om ham som afsendinger fra de forskjellige
klostre, uden at Franciscus havde draget ringeste omsorg for mad
til denne mængde. Tilsidst regnede man 7000 klostre af denne
orden. De fandtes næsten i hver by. Ordenens skrevne regel
er given 1223. Brødrene skal som tegn paa sin ydmyghed
kaldes «mindre brødre» {fratres minores), deraf navnet minoriter;
blind lydighed, streng kyskhed og armod var hovedpligterne.
Til den, som optoges i ordenen, sagde provinsialministeren: «Gaa
hen, sælg alt hvad du eier, og giv de fattige.» Dragten skulde
være en askegraa kutte, hvoraf navnet graabrødre i Danmark og
senere i Norge, en strikke om livet, et par korte bukser og
træklodser under fødderne. Paa oldnorsk betegner gråmunkr en
■cistercienser. Minoriterne kaldes i Norge for det meste
berfæftr-bræör (barfodbrødre). Alle minoriter var oprindelig barfodmunke
(nudipedes), men dette formildedes senere. Naar klædningen gik
itu, skulde den bødes med sækkestrie og gamle kluder. Ingen
broder maatte modtage mynt eller penge. Enhver, som kunde,
skulde arbeide og i betaling derfor tage levnetsmidler o. desl.,
kun ikke mynt. Alle pengesager og handelsaffærer gik igjennem
kustoden, og regelen blev saaledes omgaaet.
Brødrene skulde ikke engang som korporation have nogen
eiendom; ikke engang det hus, hvori de boede, maatte de kalde
sit. Hus, domus, er det stadige navn paa minoriterklostrene.
Ei engang navnet kloster vilde Franciscus have fælles med de
rige munke. Som fremmede i denne verden skulde de tjene
Herren i armod og elendighed, samt trøstigen tigge. Prækenen
skulde være opbyggelig, anstændig og kort.
Den hjælp, som ordenen ydede paverne, belønnedes med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
