- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XIV. Nordre Bergenshus Amt. Første del (1901) /
487

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

DYRELIV OG JAGT.

487

hjorte i disse afdale. Det store fabeldyr, der siges at færdes i
Svælgsdalen mellem Aalfoten og Gulen, og som beskrives af
udseende som en blak hest, men med klør paa benene, er vistnok
ikke andet end en saadan gammel svær hjort.

Hid hører vist og et underligt sagn om forekomsten i
Aalfoten og Hyen af «eenhjørningen», vistnok det samme fabeldyr,
som skal være hvidgraa og af hjorteskabelon, og paa dette
fabeldyr bider hverken kugler eller staal. Sagnet er opkommet i
dette hjorterige distrikt, hvor der kan findes enkelte meget gamle
dyr, som med alderen antager en graa eller hvid farve, og som
i kampe med medbeilere kan have mistet det ene horn.

Det paastaaes, at takkerne paa vore hjorte, hvor gamle de
end bliver, ikke skal opnaa nogen betydelig størrelse, eller at
hornene ialfald ikke tiltager saaledes i udvikling med aarene som
almindeligt i sydligere lande.

Det er sandsynligt, at aarsagen hertil er mangel paa næring
indeholdende fosforsyre. 1 Tharand i Sachsen forøges størrelsen
af hjortenes horn ved at blande i foderet fosforsyreholdige salte.

Naar det lider mod det haardeste af vinteren, pleier hjorten
at trække sig udover mod kysten, hvor marken er bar.
Overraskes den af sterke og langvarige snefald, før den har forladt
sit sommeropholdssted, er -den meget uheldig stedt og maa da
kaste sig over løvskogen, fornemlig alm, asp, rogn og selje, paa
hvilke den afbider kvistene og gnaver barken. Imidlertid lider den
under saadanne omstændigheder ikke sjelden formelig hungersdød.

Naar hjorten i strenge snevintre ikke kan naa kysten, hænder
det, at de dør i flokkevis.

Om hjorten i Nordfjord i slutningen af forrige aarhundrede
skriver J. A. Krogh:

«For lidt mere end 50 Aar siden, da Ulvene endnu vare
her ubekjendte, var her af dette Slags Dyr en stor Mængde, saa
at de endog mange Steder gjorde Bonden Skade paa hans Agre;
siden jagede Ulvene saa vældig efter dem, at de begyndte at
blive temmelig rare; men, da Ulvene nu paa nogle Aar have
været mindre gængse, have de atter begyndt lidt at formere
sig, saa her aarlig skydes Endeel. Prisen for en voxen Hjort
er gemeenlig 3 Rdlr. Skindet, som er meget stærkt, bruge
Bønderne til Buxer, og Kjødet pleie de røge og tørre i Vinden,
som i Smag ikke skal give Oxekjød synderlig efter. Om
Sommeren opholde de sig meest inde i Landet i de meest afsides
liggende Dale, hvorfra de imod Vinterens Nærmelse flokkevis
begive sig over Fjeldryggene ud imod Havkysten, hvor den mindste
Snee pleier falde, og opholde sig om Vinteren (hvad Nordfjord
angaaer) for det meste paa Stadtlandet, hvor man ofte kan see
store Flokke af dem.»

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:44:49 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/14-1/0503.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free