Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
■204
KOMSDALS AMT.
hvor faarene ikke kunde komme. I sæterdalene eller beiterne
tilfjelds aad faarene op den bedste del af græsset, som gav den
meste og bedste melk. Paa øerne klagede man især over, at
faarene vantrivedes af det skadelige vandgræs, som vokser i
myrene, og af den raa og fugtige luft og de skarpe foraarsvinde.
Kyststrøget med de milde vintre og bar mark den største
del af vinteren egner sig dog for stor faareavl; thi billigt
vinterfoder er hovedsagen. Lyngbeite om vinteren med et passende
tilskud af sild eller sildeaffald, lidt havre og en tilgift hø for
natten viser sig tjenligt, og et godt sommerbeite for sauer kan
man i almindelighed faa.
I Romsdals amt maa faareavlen kunne tage et stort opsving,
thi mange strækninger egner sig for faarehold.
Der var ogsaa udgangssauer; thi Strøm beretter, at de, som
havde faar gaaende paa øer og holmer i havet vinter og sommer,
besmurte deres rygge og lænder med tjære, efterat de var
klippede, forat ulden ikke skulde fryse fast til isen, naar de laa
paa marken i de kolde vinternætter.
Om sauene i Romsdalen skriver Pram omkring 1800: Faar
holder man til avl af den uld, husfliden behover. Man har
mest af den grovuldede almindelige norske art, som bærer kun
2—3 pund uld og veier til slagt kun 20—24 pund. Man
bespiser dem med det sletteste foder og vedligeholder sundheden
for dem nogenlunde ved beit af furu eller birkekviste; vinteren
over indsluttes de i tætte, varme og sjelden rensede huse
Dog haves hist og her ogsaa i disse egne de bedre faar af
engelsk blanding, men deres uld synes bonden ikke om. Vilde
eller udgangsfaar har man nogle steder ogsaa her paa udøerne,
men ogsaa her er sjøbonden sine sjrsler saa hengiven, at den
gode leilighed til at holde disse dyr for det meste forsømmes.
Almindelig klipper man de ikke vilde faar 3 gange om aaret.
Uld produktionen giver intet til udførsel.
Senere er der indført engelske faar, thi Bull skriver fra
Kvernes, at faareracen er den almindelige norske, ulden grov;
men nogle holdt «distingverede» halvengelske faar, det er en
blanding af norske og engelske.
Paa Vestnes gaard holdtes omkring 1820 endel ægte engelske
faar, der gik ude saavel vinter som sommer. Ogsaa sognepræst
Frost i Nesset havde i sin tid gode engelske faar. Bønderne
vilde ikke holde engelske faar, da de mente, at de fordrede mere
foder end de norske.
Amtets oprindelige sau var blevet et forkrøblet dyr med en
slagtevægt paa ned til 12—15 kg., ikke blot paa grund af sulte
fodringen, men og ved det planløse udvalg af avlsdyr, og fordi
dyrene har parret sig i en altfor ung alder. Alene dette sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
