Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Oli ROMSDALS AMT.
ståk sin tunge ind i en aaben osters, østersen klemte til, og ræven
blev hængende fast, til vandet voksede og druknede den.
Maar eller skogmaar (:mustela martes) er forst fra 1900 optaget
blandt de rovdyr, for hvilke der betales præmie. Der er i aarene
1901—08 ialt fældet 1 377 maar eller gjennemsnitlig 172 maar
om aaret.
Maarens skind har stor værdi.
Maaren er den bedste klatrer af vore rovdyr og jager især
i træerne. 1 hule træer eller forladte fuglereder indretter den sit
bo, hvorfra den især om natten gaar paa jagt efter ekorn, fugl
og hare. Den fanges i fælde eller paa aate.
Maaren fangedes i Strøms tid med fælder, som de sædvanlige
smaa musefælder, bestaaende af 3 pinder med en fjæl eller et
bret over; til lokkemad brugtes en dod fugl, især træpikken, der
skulde være bedst og gav haab om lykkelig fangst.
Røskatten, hermelinen (jmtorius erminea) holder til i stenurer og
gjærder og er en god klatrer og et mordlystent rovdyr. Den
dræber sit bytte ved at bide halspulsaaren over og ødelægger
mange madnj’ttige fugle samt harer, men ogsaa en mængde mus,
rotter og lemæn. I mai føder den op til 16 unger.
Om vinteren er røskattens pels hvid med sort halespids
(hermelin); dens sommerdragt er rødbrun. Tidligere var
røskattens skind et kostbart pelsværk, og det er steget i pris i senere aar.
Røskatten er almindelig, men hyppigst ved kysten.
Strøm skriver, at der i fjordene var røskat i temmelig
mængde, og den gav mange vakre skind tilsalgs.
Forfølger man røskattens spor paa sneen, vil det ofte kunne
iagttages, at de bliver borte og afløses af slag efter en hare eller
en skogfugl, idet røskatten har faaet et nakketag paa sit bytte;
man finder nogle fjær eller en ulddot dg bloddryp hist og her,
og tilsidst slagtepladsen hvor byttet delvis er fortæret. Det
angrebne dyr har slæbt røskatten paa sin nakke. Det er især
aar-fugl, jerpe og rype, som den angriber, skjønt den vistnok dræber,
hvad den kan komme over og faa bugt med. Udover vaaren og
sommeren fortærer den æg, fugle- og hareunger, men paa denne
aarstid er der ikke sikre mærker i sporene.
Likatten eller snemusen (piitorius nivalis) er sjeldnere end
røskatten og forekommer især i fjeldtrakterne i landets indre og paa
vidderne. Den lever næsten udelukkende af lemæn, mus og rotter,
men ligner i sit levesæt forøvrigt røskatten.
Oter (lutra vulgaris) er ogsaa først fra 1900 optaget blandt de
rovdyr, for hvilke der betales præmie. Der er i aarene 1901—08
ialt fældet 2 003 otere eller gjennemsnitlig 250 otere om aaret.
Oteren opholder sig altid nær vand ved bække, indsjøer og
ved kysten, om dagen holder den til i en hule i bredden eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
