Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BE TOLKNING.
1045
Rathke ytrer, at (let er ham bekjendt, at nogle er af den
mening, at det. man har holdt for en saakaldt sjøorm, ikke har
været andet end en flok delfiner, som havde svømmet fort i
række bag hinanden. Men alle hine personer, hvorfra de oven
meddelte udsagn hidrører, var altfor fortrolige med havet, og havde
for ofte seet delfiner samlede, til at de skulde lade sig skuffe
af en række af saadanne paa vandets overflade fortsvømmende
dyr Var dette imidlertid virkelig tilfældet, saa maatte de
bemærkninger, som blev gjort for ham om sjøormens hoveds
holdning og skikkelse, være blotte opdigtelser, hvilket han ikke godt
kunde tro.
Efter dette anser Rathke det for utvivlsomt, at der gives i
havet ved Norge et langstrakt slangeformigt dyr, som kan vokse
til en betydelig størrelse. Men til hvilken klasse af de bekjendte
dyr det turde henføres, derom kan naturligvis endnu intet
bestemmes med vished.
Lindormen.
Masdalkloven i Vartdalsfjeldet er kløvnet ved en lindorm,
som kom ud der.
I gamle dage var der paa Vartdalsstranden saa yrende fuldt
af orm, at hverken folk eller fæ var trygge for ormebid. En
kunde ogsaa forstaa, at der mellem det ondartede kryb var et
eller andet stort bæst; for ret som det var, kom der bort baade
smaafæ og andre kreaturer, endda der ikke var almindelige udyr
at tale om. Saa sendte strandingerne bud efter en troldkyndig
fin, som havde ord for at kunne mane bort alt, som var ondt.
Han kom, og hver mand fra Festøy til Flaavik skulde kjøre frem
hver sit læs knastør ved, som blev lagt i haug i Nordre Vartdal,
omtrent der hvor kirken nu staar. Alle kom med ved. Kun to
mænd fra Rommestrand blev borte. Saa tændte de paa, og det
blev et vældigt baal. Da begyndte finnen med sterke ord at
mane ormene frem. De kom fra alle kanter, fra ur og huller,
under sten og rod, fra fjeld og fjære. Somme bed sig i sporen
og kom rullende som hjul, andre kom med blodsprængte øine og
med kløftet tunge hængende langt ud. Alle var saa sinte, at de
sprutede edder vidt omkring. Men paa baalet maatte de hver
eneste en. Tilsidst hdrtes et fælt brag fra fjeldet lige over
Masdal. Bjerget kløvnede med det samme, og en forfærdelig
stor lindorm brød sig ud og tog vei lige paa signekallen. Da
tog finnen til at blegne i det gule skindet, og han blev saa ræd,
da lindormen kom, at han sprang lige paa varmen, lindormen
efter. Saaledes gik det 3 gange over baalet, men 3dje gangen
blev baade finnen og ormen liggende igjen i ildmørjen, og der
omkom de begge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
