Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BE TOLKNING.
1069
Fylling fortæller om ham og om kalken, og hvad der berettes,
kan hidsættes som prøve paa de mauge ældre præsters historier,
hvori der er noget sandt og vistnok noget tildigtet.
Da man foretog en reparation i Hjørundfjord kirke, saaes
det balsamerede lig af præsten Jakob Bandsbild, hvis skrevne
epitafium hang i koret i en stor forgyldt ramme. De andre lig
var sammenfaldne, men han var «vakker som han nys var
indso vn et» .
«Den salige hr. Jakob Jensen Bandsbild, fordum velfortjent
sjælesorger for denne menighed, og som salig hensov 1733»,
heder det paa epitafiet i kirken. Hans billede, som hænger i
kirkens sakristi, og et, som hænger paa gaarden Rise, viser et
storformet, vakkert ansigt med et aabent, godmodigt præg og synes
at ville modsige traditionen om ham. Men den er saa levende
paa alle tunger og saa eus i sine beretninger, at kun sandheden
kan avle en saa stor overensstemmelse, bemærker Magdalene
Thoresen.
Som ung, nygift mand kom han til Hjørundfjord, og der
siges, at hans hustru, Elisabeth Knag, var from og eftergivende.
Hans ene datter levede hos ham. efterat hans hustru omsider
var bleven nødt til at lade sig skille Der siges, at hans hustru
engang lik et udskaaret kunstværk som gave til ham fra en
broder; hun gjemte det til julehøitiden for at give det til præsten,
men da denne saa, hun gjorde sig en fornøielse af dette, lod han
næste morgen en tjenestegut hugge kunstværket istykker udenfor
hendes vindu.
Hustruen maatte omsider forlade ham, men da datteren var
alene, blev det ikke bedre. Traditionen beretter, at han en
dag havde siddet stille og seet sig rasende paa hende. Da
befalede han en gut at tage datteren ud i baaden og at kaste
hende i fjorden og drukne hende der. Gutten drog hende med
sig ud af en bagdør og fik hende skjult, hængte hendes
gangklæder over et træstykke, bandt en sten til det og kastede det
i fjorden, medens præsten fra sit værelse saa til, om befalingen
blev efterkommet. Forst efter 4 dages forløb viste hun sig igjen
for ham.
Da denne tjenestegut, Arne, havde giftet sig, og hans første
barn skulde til daaben, lod præsten, for at gjøre stas af ham,
bære døbefonten hjem i præstegaardens storstue og døbte barnet
der istedenfor i kirken. Døbefunten blev ikke, som præsten havde
befalet, sat i kirkens kor igjen, og nu blev der om natten alarm
i huset. Alle døre sprang op med en gang, og ind traadte et
spøgelse i storstuen og slog tre tunge slag i døbefunten.
Spøgelset var præsten selv, der ved slige kunster indgjød
befolkningen respekt. Datteren maatte alene bære døbefunten til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
