Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 ti
ROMSDALS AMT
Hallkjell ledsagede Gilchrist eller Harald til Sigurd Jorsalafar,
som opholdt sig paa gaarden Sem ved Tønsberg, og efter at have
bevist sin kongelige herkomst over 7 glødende plogjern
erkjendte Sigurd ham som sin broder, og han kaldtes fra da af
Harald Gille.
Den forpligtelse, hvori Harald Gille kom til Hallkjell Huk,
fordi han bragte ham til Norge, har vel bidraget til at forhøie
hans anseelse.
Hallkjells søster Eldrid var gift med Guthorm paa Rein og
han selv var gift med Guthorms søster Sigrid. Hans sønner
Simon Skaalp og Jon blev, sandsynligvis omkring 1155, gifte
med hver sin datter af kong Harald Gille, nemlig Simon Skaalp
med Maria og Jon med Margrete, hvilket viser deri høie stilling,
familien nu indtog.
1 politisk henseende var denne æt urolig og viste mindre
fasthed og enighed end de fleste øvrige ætter. Ved at bringe
Harald Gille til landet bevirkede Hallkjell Huk nye politiske
forviklinger.
Under de senere stridigheder mellem forskjellige
tronprætendenter var ættens medlemmer fordelte paa begge partier.
Harald Gilles søn Sigurd Mund døde i 1155, og Haralds to
andre sønner kongerne Øistein og Inge Krokrjg blev uenige.
Det lykkedes kong Inge og Gregorius Dagssøn at vinde
mange af Øisteins tilhængere og lokke dem over paa sin side;
blandt disse var Hallkjell Huks to sønner, Simon og Jon, medens
Hallkjell selv blev paa Øisteins parti.
Da Øistein i nærheden af Fors i Ranafylke maatte flygte
for Inges overmagt, spredte hans folk sig til alle kanter, kun en
eneste mand blev hos kong Øistein, som var for fed og
tungvindt til at kunne følge de andre.
Fra Inges flaade sendtes folk i land for at opsøge ham.
Simon Skaalp fandt ham.
Øistein gik selv den fiendtlige flok imøde, sandsynligvis fordi
han kjendte Simon, der var hans svoger, og haabede, at denne
for gammelt venskabs skyld vilde tage ham i beskyttelse. Simon
hilsede ham med de ord: «hil dig lavard (herre)!» «Jeg ved
ei, om ikke du heller nu tykkes at være min lavard,» svarede
Øistein. «Det kommer nu an paa,» sagde Simon. Kongen bad
ham om at lade ham slippe bort. «Det sømmer sig bedst for
dig,» sagde han, «saa godt som det længe har været mellem os.»
Men Simon svarede, at det var der ikke at tænke paa. Da bad
Øistein om at maatte hore messe, førend han dræbtes, og denne
bøn blev ham tilstaaet.
Da messen var tilende, lagde Øistein sig næsegrus ned,
strakte armene ud og bad, at man vilde hugge ham i kors mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
