Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKOG OG MYRER.
127
af, tager tiltakke med alslags lænde, forlanger ikke noget
humuseller mulddække for at kunne trives og er idetheletaget nøisommere
end granen.
Planter af tysk frø vokser vistnok raskt til i Ubergene, men
med stærk grendannelse, saa at sneen paa forskjellige maader farer
ilde med dem om vinteren.
Af den almindelige gran (picea excelsa) er kun benyttet 344000
planter, fordi jordsmonnet i bymarken for størstedelen er
grund-lændt, udmagret og uden synderligt humus- eller muldlag.
Granen vokser godt i det bedste lænde, hvor der er noget
muldlag, men i almindeligt berg- og lynglænde meget langsomt;
mangesteds kommer den efter 20—30 aar endnu ikke op af lyngen.
Af fremmede naaletræer har der været plantet en del, altid
uden dækning om vintrene.
Lærke (larix europæa) viser en meget god og rask vækst, hvor
ord og lænde er af de bedre.
Den sibiriske lærke vokser godt samt med benere stamme
og meget svagere grendannelse end den europæiske.
Af fremmede furuer har der været prøvet den østerrigske
furu (pinus austriaca). En del af dem har vokset tildels godt og
kraftigt, men det er dog for langt nord for dem.
Weymoutks-furuen (pinus strobus), plantet i 200
eksemplarer i 1873, trives ret bra og har for en del vokset sig frem,
men nogen forstlig rolle vil den dog ikke kunne spille her oppe
og neppe nok som parktræ.
Dergfuru, buskfuru (pinus montana uncinata), den
opretvoksende form, har i bymarken først i de senere aar været plantet
i nogen større mængde; den er nøisommere og meget stærkere
mod stridt fjeldveir end den norske furu.
Pinus rigida, pinus Jeffreyi og pinus ponderosa, alle fra
Nordamerika, liar ikke villet trives og er mer eller mindre hurtig gaaede ud.
Af granerne (picea) har hvidgranen (picea alba) vokset ganske
bra og normalt i bymarken, men neppe saa raskt og kraftigt som
den norske, ligesom den synes at stille større fordringer til jorden;
den synes heller ikke særlig haardfør.
Sortgranen (picea nigra) har vist sig haardfør, men vokser sent.
Sitchagranen (picea sitchensis) (menziesii) trives og vokser,
men den fryser i topperne.
Sapindusgranen (picea orientalis) synes haardfør, men vokser
smaat.
Af ædelgranernes familie (abies) er der prøvet en hel del, og
blandt dem findes der mange flere arter end af furu (pinus) og
gran (picea), som synes at kunne trives meget godt i det
trondhjemske, naar jordforholdene er gode nok f’or dem.
Den tyske eller mellemeuropæiske ædelgran, „sølvgranen"
(abies pectinata), plantet i 1872, har i Ilbergene naaet en høide
af 32 og 35 fod og staar saaledes ikke meget tilbage for vor gran
sammesteds.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
