Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HISTORIE.
Lensherren boede efter denne Tid i Trondhjem i den gamle
erkebispebolig, der nu kaldes kongsgaarden.
Olaf den helliges antagne legeme blev under stor høitidelighed
i 1564 ført tilbage fra Fløan kirke til Kristkirken. Det blev bisat
i kirken og senere endnu engang optaget af’ lensherren Herluf Skare.
Efter Absalon Pederssøn fandtes endnu i 1567 liget helt og
holdent. Jorgen Lykke lod i 1568 liget nedgrave i jorden etsteds i
kirken, og stedet er nu helt glemt.
Ludvig Ludvigsen Munk (1571—1577 og 1589 -1596)
opkrævede som lensherre skatter som under syvaarskrigen og fattede
bestemmelser om fredning af storvildtet. Bønderne sendte Ilolf
Halrardssøn fra Lyng i Horg til Kjøbenhavn for at klage, og da
Munk vilde lade ham gribe, afkastede bønderne Lunde bro over
Gula. Senere blev Rolf og bønderne paa Lene, Borten, Gravrok
og Kjeldstad grebne og henrettede, og bygderne paalagt store
bøder, som Munk ståk i sin egen lomme.
Paa herredagen i Trondhjem 1578 blev dommen
under-kjendt. Munk blev afsat i 1596 og i 1597 idømt bøder for
ulovlig opkrævet skat.
Om tilstanden i Trondhjems stift skriver lensherren Kristian
Friis i 1586, at det gik uskikkeligen og utilbørligen til med
gudstjenesten, almuen var nedsunken i den dybeste vankundighed, og
omstreifende betlere var en sand plage for det nordenfjeldske.
Ved slutningen af det 16de og begyndelsen af det 17de
aarhundrede var Trøndelagen hjemsøgt af dyrtid og pestilense.
Aaret 1591 er endnu erindret i sagnene under navn af
„svart-aaret". Græstuen blev ikke grøn nordenfor Dovrefjeld den hele
sommer, og vandene i de høiereliggende bygder laa tilfrosne i
august maaned. Morten Bjornsson i Opdal skriver, at der i 1591 kun
røg 3 skorstene paa veien mellem Trondhjem og Dovrefjeld.
I 1599 var der almindelig misvækst over hele Nordeuropa:
samme aar kom en ødelæggende farsot fra udlandet til Bergen, og
i Trondhjem alene døde 1800 mennesker, heder det, et tal, der er
meget for stort, da byen paa den tid neppe havde flere end 1800
indvaanere.
Aaret 1601 kaldes „det store dyraar". I Opdal alene døde
80 mennesker af hunger.
1615 hjemsøgtes atter det trondhjemske af farsot, ligesaa i
1618; atter i 1625 var der pest i Trondhjem.
Ogsaa mellem 1630 og 1640 var der misvækst, dyrtid og
hungersnød; i 1632 satte kornet næsten ikke kjerne i Opdal: i
Guldalen og Orkedalen var der i 1634 hungersnød, som bortrev folk
i hundredevis; værst var aaret 1635, da ogsaa fiskerierne slog feil:
aarene 1640 og 1641 var rene uaar i det nordenfjeldske.
Læger eksisterede dengang ikke i det trondhjemske. Dr.
med. Otto Sperling (1602—1678) fortæller, at han henvendte sig
til statholder Jens Juel, da han tænkte at reise til Trondhjem som
doktor, hvortil statholderen svarede: „Hvad vil I gjøre i Trond-
Søndre Trondhjems umt.
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
