Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15*2
NORDLANDS AMT.
Det heder, at den norske sild blev tørret ligesom skreien og
forhandlet i flettede kurve, meiser, og den kaldtes derfor
meisa-sild. At der slet ikke anvendtes salt til at bevare silden, synes
lidet rimeligt.
Silden blev vistnok i den ældste tid for den største del
røget eller tørret, og denne behandlingsmaade holdt sig langt ned
igjennem tiden. Benævnelsen meisasild, der i det 13de og 14de
aarhundrede forekommer, tyder hen derpaa.
Herman Corner taler ved 1428 om «sild og anden tørfisk»,
og af Peder Claussøn tales ogsaa om torring af sild. Han skriver
om sildefisket i «Viigssiden» 1556, at det «gick rundelig oc
offiterflødig til; saa hafue ocsaa adelsmænd saa vel som borgere
oc bønder ladet bygge der allevegne skone oc store boder oc
huus, to eller tre lofft høie til samme brug; oc vaare samme
boder saa store, at mand paa en tid kunde udi et huus indhenge
oc torcke heden ved 14 lester sild».
Ved en læst forstaaes vel her 12 skippund, og 14 læster
sild vil da sige 26 til 27 tons sild, som kunde torres i et hus.
En ikke ringe del af silden blev saaledes tørret i det 16de
aarhundrede, og at silden i ældre tid blev behandlet alene paa
denne maade, stemmer med den almindelige antagelse, hvorefter
sildesaltningen først i det 15de aarhundredes første halvdel blev
opfundet af den nævnte hollænder W. Bøkel. Hertil kommer,
at saltet i ældre tid var kostbart.
De gamle fik sit salt dels ved at koge ind havvand, dels
ved brænding af tare og tang. Det sidste salt kaldtes svartsalt,
og det omtales allerede i Gulathingsloven § 75, som bestemmer,
at leilændingen skal ikke flække næver til salg, med mindre han
maa kjøbe sig svartsalt (svarta salt), men han skal ikke tilvirke
mere salt, end han behøver til sit bufæ, medmindre han trænger
til at kjøbe næver.
Lucas JJebes fortæller endnu i sin Færoernes beskrivelse, at
man paa Færøerne saltede spækket af grindhvalen i sort salt, og
dette sorte salt tilberedet de af taug, som de tørkede og brændte
til aske, og med denne aske saltede de spækket.
Om Harald Haardraade heder det (Codex Frisianus): Da
han kom ud for Lister, saa de to mand i en baad, den tredje
var oppe i berget og brændte tare, og om denne mand heder
det, at han brændte salt.
Naar saltet er sort, saa skyldes dette det uforbrændte kul
i asken.
Desuden kogtes salt af havvandet, og der opregnes i
Diplomatariet mange steder, hvor der var saltketilssåt, eller steder,
hvor der brugtes eller kunde bruges saltkjedel.
Salt tilvirkedes saaledes i landet selv fra urgamle tider, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
