Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNER OG RENAVL.
347
Forst naar fjeldfinnen mistede sin ren og blev udannet, blev
han fastboende, idet han flyttede ned til de norske fjorde, hvor
han havde lettere for at friste livet end paa fjeldet. Men
fremdeles stod han i svensk mandtal, og svenske skatteopkrævere
søgte ham ogsaa her, hvad der, som udførlig omtalt i beskrivelsen
af Finmarkens amt, gav anledning til politiske forviklinger og til
krig mellem rigerne. Fra svensk side gjordes gjældende, at det
ikke var landet, man skatlagde, men de enkelte individer. Senere
gjorde svenskerne fordring paa hele det nordlige Norge indtil
Tysfjorden eller Titisfjord, som den kaldtes. Det førte blandt
andet til Kalmarkrigen, som i Finmarkens beskrivelse under
afsnittet «Historie» omtalt.
De mindst opblandede finner i Nordland er vel de inderst i
Tysfjorden. Der bor omtrent 150 finner afsides i Hellemohotn.
Hellemo-fjorden med botn er omgiven paa begge sider af vilde tinder, her og
der med bræer i forsænkningerne. Finnernes smaa gammer ligger
som låve saater her og der mellem strandens stenrøser. Rundt
omkring ligger gjerne en grøn plet, hvor en ko kan beite eller
et par gjeter klatre om mellem homperne. Nogle poteter dyrkes
gjerne, og det kan hænde, at der ogsaa er et stykke bygager,
men ikke altid. Enkeltvis er der en stue tæt nede ved stranden
med let adgang til sjøen. Fjøsene er i regelen gammer, og nøst
er der ofte ikke. Under de forfærdelige kastevinde læsser man
baadene fulde af sten, saa de ikke skal blæse bort, eller de føres
ind i bugter, hvor der er lunt.
Efter professor Friis er tysfjordfinnerne, det vil da nærmest
sige hellemofinnerne, nogle af de ægteste finner, vi har. Det er
en ren type med skarpe kindben, bredt ansigt, spinkle ben og
stærk overkrop.
De holder sig meget for sig selv, endog mere end andre
finner, og deres sæder og skikke har ikke modtaget synderlig
paavirkning fra norsk side. Deres klædedragt skiller sig fra andre
norske finners; den er egentlig en gammel svensk finnedragt, de
saakaldte sirkasfinners i JocJcmock. Denne egn turde være
lielle-mofinnernes egentlige hjemstavn.
De, som nærmest ligner dem af deres nations øvrige stammer,
er netop sirkasfinnerne i Jockmock, med hvem de i sprog, sæder
og klædedragt skal have meget tilfælles. Deres huer er som de,
der bruges af jockmockfinnerne, snittet paa deres kofter ligeledes
og paa samme maade de smaa ornamenter, som de anvender paa
sine kjørler og sit husgeraad. Monstret til broderierne paa deres
koftekraver samt paa deres saakaldte smækker er svensk, det
samme gjælder ogsaa de saakaldte lejon-ringas, smykker, som
bruges foran paa livet; det er alt fra Jockmock. Rimeligt er det
ogsaa, at det er en gren sirkasfinner, som hunger eller fattigdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
