Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422
NORDLANDS AMT.
smal og grund. Et lidet landstykke var igjen, før fjorden
kunde forbindes med Skjærfjorden paa Langøens nordvestlige
kant. Men da brast skaftet helt-, og jotunen slængte bladet af
ræken tilfjelds, og tinden Bceka er den firkantede spade med
skaftet afbrukket lidt ovenfor bladet. Selve skaftet kastede han
fra sig inde i fjorden, og det er den flade, langagtige ø, Bækøen.
Jordtangen, som skulde gjennemgraves, da skaftet brast, er det
låve Skjærfjordeid. Jotunen mente, at fjorden blev for smal,
og sagde, at ikke engang en titing kunde slippe igjennem. I
Vesteraalen siger man endnu til spot, om det som er rummeligt
og vidt: «Det er som titingen smutter ind i Eidsfjorden.»
Til Møisadlen knytter der sig et jutulsagn. Dengang da
myrerne og stranden var dækket af tæt furuskog, hvoraf man
endnu finder rødder i torvmj^rerne, var det vakkert i Nordland.
Paa den tid kom en fager mø til fjeldet Møisadlen, hvor hun
bredte ud sin sjøgrønne silkekaabe. I Møisadlen boede
dengang to jutuler, som var brodre. Om vinteren, naar solen
forsvandt, levede de sin bedste tid og færdedes da med baad paa
Hadselfjorden. Men naar solen kom igjen, afknappedes deres
gode frie tid lidt efter lidt, og ved midtsommertid kunde de
blot forlade sin bolig de faa timer, da Langøfjeldene kastede
skygge paa Hadself jorden.
En midtsommernat fik de ude paa fjorden øie paa den
deilige mø paa fjeldtoppen, og de ilede da iland og opefter
fjeldsiden. Men midt paa fjeldet naaede straalerne fra midnatsolen
dem, og de blev til sten og staar endnu paa fjeldsiden, saaledes
som de strævede opover. Møen flygtede forskrækket; da hun saa
de vilde jætter, glemte hun i sadelbuen sin sjøgrønne silkekaabe,
som man endnu kan se ligge deroppe. Heraf har fjeldet det
navn, Møisadlen, som det endnu bærer.
Tordenen er en fiende for trolde og uvætter; saasnart den
begynder at rulle, maa alt troldtøi ind i sine fjelde. Mennesker,
som er grebne af trolde, er slupne løs, naar tordenen slaar. Thor
med sin vældige hammer er troldes og jøtners værste fiende.
Mange af disse jutulsagn er vistnok ikke meget gamle, og
helt moderne præg faar de i somme sagn, hvor den af jutulen
elskede gyger er erstattet af handelsmandens datter, eller hvor
jutulens arbeide udføres af fanden, der staar under kommando
af en præst, der kan mere end sit Fadervor.
Balluren kaldes en uhyre ur i bunden af en dal paa øen
Dyrø i Øksnes. Der er paa øen høie tinder, dybe kløfter og sten og
store urer. Størst af urerne er Balluren, der gaar ned til sjøen
med svære graastensblokke, saa det er en anseelig haug af flere
hundrede fods høide. Øverst staar en stor klippeblok, som
kaldes Kirken og den har været den høieste tind paa det fjeld,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
