Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
NORDLANDS AMT.
veien fik jægten fælt veir paa Stadhavet, og det saa stygt ud.
I morket kom da en anden jægt tæt foran, dreiede pludselig af,
tog seilet ned og lagde sig i læ af en større holme, hvor der
var smult vand. Den förste jægt gjorde ligesaa og var reddet.
Veiret lagde sig udpaa morgenen, og da det blev lyst, saaes intet
hverken til jægten eller holmen. Styrmanden var den sidste,
som gik fraborde efter hjemkomsten. Da han var kommen ned
i baaden, stod der en mand ved skandseklædningen, og han
sagde til ham: «Jeg har kanske været lidt brydsom; men havde
jeg ikke været med paa Stadhavet, havde du aldrig mere truffet
dine. Tak for laget!» Siden lod man altid et rum staa ledigt,
om de «usynlige» havde brug for det.
Stundom staar hittfolkets huse midt i folks bedste ager og
eng, og deres buskap beiter i tykengen, uden at denne viser spor
efter beitningen. Staar man paa god fod med dem, gjør de
menneskene ingen fortræd, men er dem til hjælp. De
underjordiske vil gjerne komme i forbindelse med menneskene, f. eks.
ved giftermaal, og de er af og til ude paa frieri.
Paa en gaard tjente en vakker jente. Da hun en dag
stellede i fjøset, kom en ung mand, som hun ikke kjendte, og hun
undrede sig over, hvad han vilde. Efter endel snak frem og
tilbage friede han til hende. Hun spurgte, hvem han var, og hvor
han boede. «Se ud gjennem glngget,» sagde han, «saa ser du
mit hjem.» Hun saa da en stor rødmalet gaard, som stod i
hendes husbonds kornager; da skjonte hun det, blev ræd og tog
paa sprang ud af fjøset. Da hun lob forbi ham, slog han efter
hende med knyttet haand. Hun folte intet slag, men fra den
dag var og blev hun skjæv i det ene kind.
Da hittfolket, huldrefolket, de underjordiske bor saa nær
ved folk, er det rigtigst at tage hensyn til dem, og det er ogsaa
fordelagtigt.
Kvinderne maa ikke slaa ud kogende vand. uden at sige:
«Unda veien!» eller ogsaa skal de sige «varsku» eller spytte saa
høit, at det kan høres, idet de siger «tvi!» Hvis det ikke gjøres,
kan man komme til at skolde dem, som bor under, og det bringer
ulykke t(kfr. beskrivelsen af Nordre Bergenhus amt, bind I, pag. 649).
Heltzen beretter fra Ranen i 1832:
«Naar nogen skal slaa varmt vand ud paa marken, da
spytter hun først, førend hun slaar vandet, eller siger: «Staar
nogen i veien, han flytte sig!»
Bliver et barn sygeligt i et hus, eller mister de sine
kreaturer, da tror de, at gaarden staar iveien for de underjordiske.»
Naar man fælder et træ i skogen, raaber man: «Unda
veien!» De, som bor under, kan da vogte sig. (Saltdalen).
Gjæter jenten spytter, naar hun sætter sig ned (Saltdalen).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
