Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
428
NORDLANDS AMT.
En af cle förste rydningsmænd i Skogfrudalen i Mo i Ranen
havde fældet et stort træ i skogen. Han skulde kløve det, og
havde sat en trækile i stammen.
Da kom der en kvinde, som var saa vidunderlig vakker, at
oksen faldt ud af haanden paa ham. Hun var klædt i rødt, og
det gule haar faldt nedover skuldrene. Hun sagde, hun havde
faaet ham kjær, saa hun kunde ikke glemme ham; hun boede
saa vakkert, og hun bad ham følge. Manden, som stirrede paa
hende med huen i haanden, kunde ikke faa frem et ord. Men
da fik han se kohalen mellem skjorterne hendes, og den hang ned i
kløften i træet.
Da forstod han, greb øksen og slog kilen ud, saa kløften
gik sammen om halen. Skogfruen ilede da bort, slæbende
stokken efter halen, men liun saa paa manden med et saa bedrøvet
udtryk i det deilige ansigt, at det gjorde ham ondt for hende.
Da manden havde ryddet pladsen sin, giftede han sig, og
de levede længe og vel ; han var stundom lidt underlig af sig
og saa og hørte ting, som andre ikke kunde se eller høre.
Da han var død og de kjørte ham til graven, hortes fra
skogen deilige toner fulde af sorg og savn, og de fik øie paa
en række af rødklædte folk. Forst gik en vakker, hoi, sørgende
kvinde. Det var skogfruen med sit folge; hun fulgte til graven
manden, som hun ikke kunde glemme.
At huldren bliver en brav kone, naar man er rimelig mod
hende, viser dette eksempel.
Der var en gut, som altid saa en blaaklædt kvinde følge
efter sig, naar han var alene i skog og mark. Hvor han satte
sig, satte hun sig og. Dette gik saa længe. Han spurgte en
gammel kone tilraads, og hun raadede ham til at lægge sin
haand paa huldrepigens skulder. Dette gjorde han, men saa blev
haanden siddende fast og kunde ikke løsne. Den gamle kone
blev atter raadspurgt, og hun bad ham lade sig vie til
huldrepigen af præsten. Ogsaa denne gang fulgte han raadet; saasnart
vielsen var endt, løsnede haanden. De levede siden fornøiede
og kom i velstand og rigdom.
Hele den norske folkestamme, ogsaa i de gamle bilande, har
sagn om en ægteskabelig forbindelse mellem en mand og en
overnaturlig kvinde, som forst viser sig i kobbeskikkelse, men lægger
kobbehammen af, saa at manden kan bemægtige sig den.
Saalænge det lykkes ham at gjemme hammen for hende, lever hun
tilfreds og lykkelig med ham, men opdager hun forst hammen,
kan ikke engang hensynet til de børn, hun har fodt ham, holde
hende tilbage. Hun tager hammen paa, styrter sig i sjøen og
vender tilbage til sit hjem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
