Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452
NORDLANDS AMT.
ser ])u ekki hvitan blett
i hnakka minum,
Garun, Garun?
Maanen glider,
Døden rider,
ser du ei den hvide plet
i nakken min,
Garun, Garun?
Ogsaa hos os kjendes dette vers. Lyder Sagen har meddelt
en opskrift 1812:
Maanen skine,
dødmand grine:
Verte du inkje rædd ?
En variant i Telemarken er kun lidt forskjellig:
Maanen skine,
daudmand ride:
Verte du inkje rædd ?
Dette lille vers synes at være et fælles eie for alle
germanske, romanske og slaviske folkeslag; men ved siden heraf har
de fleste ogsaa sagnet i en noget anden form.
Ogsaa denne afændring indledes med et dødningeridt. Den
døde brudgom (eller brud) rider i midnatsstunden til sin elskedes
bopæl og bliver hos hende om natten. I regelen er han vaad
og blodig, thi hver taare, den elskede græder over ham,
gjennem-isner ham i hans kiste. Naar dagen gryr, maa han vende
tilbage til graven. Oftest ledsager da hans elskede ham og ønsker
at dele hans leie; undertiden følger hun ham ogsaa ned i
graven, men i regelen siger han, at det kammer, han bor i, er for
trangt for to.
Begge sagnformer kan hos de germanske folk ledes tilbage
til Eddaen. Det heder i «Helgakvida Hundingsbana» II, at Sigruns
trælkvinde en aften gik til Helges haug og saa ham selv med
stort følge ride ind der. Hun siger: «Er det et sandsebedrag,
hvad jeg synes at se, eller er ragnarok kommen? Dødninger
rider friöa menn dauÖir), og heftig sporer I eders heste, eller har
kanske hestene faaet hjemlov?» Helge svarede, at hun ser ret
og beder trælkvinden kalde Sigrun ; hun kommer, bliver natten
over i haugen hos sin mand, kysser hans rimduggede haar, hans
blodige legeme og kolde hænder. «Det kommer alt af hendes
taarer,» siger han. Da morgenen gryr, tør han ikke dvæle
længere. «Men nu tykkes mig intet umuligt,» udbryder han, «da
du, skjønt levende, har hvilet i dødningens arme.» Derpaa rider
lian paa den blege hest de røde veie, det vil sige gjennem den
f re m b ry d en d e mo rgen røde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
