Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EVENTYR.
585
lade ham. Gjæsten bad liam blive med ind, men det vilde
han ikke. Da saa den døde bød ham til gjæst hos sig, gav
han bestemt afslag og slog doren ilaas og gik ned i brudehuset.
Alle var de tause, kun bruden havde et muntert aasyn.
Om morgenen var der ikke spor at se efter gjæsten; flasken
havde han tomt, men mulden var strøet paa gulvet, og konen
sagde, at hvis manden var traadt i denne muld, var han
kommet i spogelsets magt; hende kunde den ikke skade; nu
skulde hun feie huset.
Dette islandske eventyr har undergaaet en lignende speciel
udvikling, skjønt ikke paa langt nær saa stærk, som de tidligere
meddelte italienske sagn; men den omstændighed, at den døde
ogsaa her optræder som bryllupsgjæst, henfører ogsaa denne
formning til den gruppe, som her sysselsætter os.
Trækket om den eiendommelige mad og drikke, som sættes
frem for den døde, gjenfindes i flere af de følgende versioner.
Typisk for denne gruppe om bryllupsgjæsten er et norsk
eventyr fra Hardanger, som foreligger i to formninger, en i
Asbjørnsens «Norske Folkeeventyr» (ny samling), og en i Haukenæs
«Natur, Folkeliv og Folketro i Hardanger».
Asbjørnsens heder «Venner i Liv og Dod» :
Der var engang to karle, som var saa gode venner, at de
svor hverandre til, at de skulde ikke skilles hverken i liv eller
død. Den ene blev ikke gammel, for han døde; en stund efter
friede den anden til en gaardmandsjente, fik hende til kjæreste
og skulde gifte sig. Da de bad til bryllup, gik brudgommen selv
til kirkegaarden, der vennen laa, bankede paa graven og raabte
paa ham. Nei, han kom ikke. Han bankede igjen, og han
raabte igjen, men der kom ingen. Tredje gang bankede han
haardere og raabte høiere, at han maatte komme, saa lian kunde
faa snakke med ham.
Langt om længe hørte han det ruslede, og endelig kom
dødningen op af graven. «Det var godt, du kom nu,» sagde
brudgommen, «jeg har staaet længe her og banket og raabt
paa dig.»
«Jeg var langt borte herfra,» sagde dødningen, «saa jeg
horte det ikke rigtig skjelligt, før den sidste gangen.» — «Ja,
ja, idag skal jeg staa brudgom,» sagde gutten, «og du mindes
vel, at vi snakkede 0111 det for, at vi skulde følges og komme i
bryllup til hverandre.» — «Jeg mindes det,» sagde dødningen,
«men du faar standse lidt, saa jeg faar flidd mig lidt; jeg er
ikke pyntet til at komme i bryllupsfolge.» Gutten havde ilde
tid, for han skulde hjem til selskabet, og de skulde snart til
kirken, men saa maatte de give lidt taal og lade den dode faa
et værelse for sig selv, som han bad om, saa han kunde pudse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
