Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
<332
NORDLANDS AMT.
de hilste paa hertugen. Han syntes saa godt om sig her, at han
ikke vilde bort. Men paa den tredje dag sagde ynglingen til
ham, at nu var hans tid kommen; han maatte hjem igjen, men
skulde snart komme tilbage. Det hvide muldyr bar dem da
samme vei tilbage, og ynglingen fulgte ham til palmetræet paa
den grønne mark; da hertugen nu bedrøvet gik paa veien til sit
slot, saa han langt borte et gammelt kloster paa det sted, hvor
slottet havde staaet; han ringte paa, og en klosterbroder kom ud.
Hertugen spurgte: «Hvad gjør 1 her, kjære broder r’ Er jeg ikke
paa ret vei? For tre dage siden gik jeg bort og finder ikke mit
slot igjen.» Klosterbroderen sagde, at noget slot fandtes ikke i
vid omkreds, og henviste ham til abbeden. Denne hentede en
gammel krønike af klosterets bogsamling, og viste, at for tre
hundrede aar siden var en yngling gaaet bort fra slottet ; dette
var forlængst jevnet med jorden, og hans moder og kjæreste var
døde for længe siden.
Klosteret vilde gjøre et stort gilde for at feire hertugens
hjemkomst, og hertugen skulde sidde øverst. Men neppe havde
han faaet et stykke brød i munden, før han skrumpede sammen
og blev en urgammel, hvid liden mand, og i samme øieblik var
han død.
En middelalderlig variant til denne fortælling, som findes i
Korners nedertyske «Cronica novella» fra omkring 1425, kalder
brudgommen Loringus af Benemontes, og han lægger begivenheden
til aaret 834. Her er greven borte i 346 aar; da- han kom
tilbage til det sted, hvor hans tjenere og væbner skulde vente
paa ham, stod der store træer, som hau aldrig havde seet før,
og der, hvor lians slot havde staaet, laa et kloster. Han troede,
han havde redet feil og bankede paa klosterporten for at spørge,
hvor lian var; der hørte han af abbeden, at klosteret var stiftet
af en grev Theobald for 346 aar siden som sjælegave for ham
og hans søn Loringus, som var forsvundet sporløst morgenen efter
bryllupsnatten. Den unge ridder fortalte sin historie, og abbeden
bad sammen alle biskoper og abbeder i nabolaget for at feire
dette store under. Loringus sad ved prælaternes taffel uden at
spise; han havde ikke lyst hverken paa mad eller drikke, men
X>aa abbedens indtrængende nøden tog han en bete i munden.
I samme øieblik svandt hans ungdomskraft, haaret blev graat,
skjægget snehvidt og rak lige ned til bæltet, og abbeden havde
neppe tid til at række ham sakramentet, saa raskt visnede
lian hen.
Ikke blot eventyrgruppen om den døde som bryllupsgjæst, men
ogsaa den anden hovedgruppe om den dode som julegjæst hviler,
om end ikke saa udelukkende, paa grundtanken om tidens hastige,
umærkelige flugt i det hinsidige liv. Begge gruppeformer og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
