Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
<332 NORDLANDS AMT.
vare med bly- og sølvmalm, Ruotevare med jernmalm, Tarrekaise
med jernmalm.
For gruberne i Kvikkjokk kan der maaske ogsaa blive en
transport mod vest. Nær rigsgrændsen, i Vatnbygden, er der
færdselsvei for Sulitelmakobbergruberne, med dampskibe paa sjøerne.
Imidlertid har andre veie været paatænkt for Ruotevare. Der
kan blive tale om kanalisering fra Kvikkjokk til Jokkmokk.
Heller ikke var det umuligt at anlægge en jernvei fra
Kvikk-jokkfeltet ned til Sørfolden.
Den plan at bygge en bane til Ofoten er vistnok ikke saa
gammel som planen om en Gellivarebane, men Ofotbanens historie
staar dog i forbindelse med Gellivarebanen, saa de begge bør
omtales sammen i forbindelse med de andre malmforekomster i
svensk Lappmarken.
Der har længe været tale om virkelige og formodede
malmrigdomme i svensk Lappmarken. Under Vasakongerne foretoges
der undersøgelser for at linde malm, og paa Karl IX’s og
dronning Kristinas tid gjordes der temmelig store ofre for at finde
malm der, først malm af sølv og ædlere metaller. I 1635 opdagedes
-Nasafjeldets sølvgruber i Arjeploug sogn; noget senere har man
smeltet kobbermalm vistnok fra Svappavare. Senere fulgte saa
opdagelsen af sølvforekomster i Kvikkjokks høifjeld, og i de
förste tiaar af det 18de aarhundrede opdagedes de senere saa
bekjendte Gellivare og Kirunavare jernmalmfelter. Først brød
man malm for statens regning med store opofrelser i disse
odemarker, og for bergværksdriften opmuntredes nybyggere til at
flytte til svensk Lappmarken; af og til blev bønder befalet at
flytte did. Til bergværkernes fremme anlagdes kirker i
Lappmarken; dronning Kristina paabod saaledes i 1640 opførelsen af
ikke mindre end 4 kirker i Lappmarken. Men det varede ikke
længe, før staten blev træt af disse udlæg. Om der end var
malm, blev tab uundgaaelige paa grund af den besværlige og
kostbare transport. Gruberne overlodes da til enkelte personer
og selskaber. Det store vesterbotniske bergværksselskab arbeidede
vistnok enkelte tider baade i Nasa og Kvikkjokkgruberne, men
blev gang paa gang træt. I lobet af det 18de aarhundrede
befattede ikke staten sig med grubedrift, men gav privilegier over
strækninger, store som smaa fyrstendømmer, som f. eks. da
professor Meldercreutz i 1753 flk en landstrækning paa omkring
150 kvadratmile, eller da major Palmstruch i 1775 fik
friheds-brev paa en anden strækning, som var 10 mil i længde og 2 ä
21 2 mil i bredde.
I 1817 nedsattes i Sverige en kongelig kommission for at
gjøre rede for denne landsdels forraad paa malm, og i 1818 fik
kanalbyggeren P. Hällström i opdrag at udarbeide planer for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
